23948sdkhjf

Glade malermestre: Flere unge svinger penslen

Flere unge er i gang med uddannelsen til bygningsmaler, og danske malermestre vil rekruttere flere lærlinge blandt studenter

Hele syv pct. flere elever i gang på bygningsmaleruddannelsens hovedforløb i forhold til sidste år. Helt præcist 1.277 elever i januar 2022.

Sådan lød konstateringen, da formanden for Danske Malermestre, Per Vangekjær, forleden aflagde sin mundtlige beretning på branche- og arbejdsgiverorganisationens generalforsamling i København med deltagelse af oldermænd og formænd for arbejdsgiverorganisationens 33 lav og lokalforeninger.

- Tilgangen til faget, rekrutteringen af nye svende, skyldes ikke mindst, at I er gode til at tage lærlinge. Jeg tror, vi alle kan være tilfredse med den beslutning, vi tog på oldermandsmødet i Aarhus tilbage i 2017 – at der var garanti for en læreplads i malerfaget, sagde oldermanden til kollegerne.

Men selvom malerfaget pt. har godt tag i de unge, er der brug for flere, dygtige malersvende. Derfor har Danske Malermestre blikket rettet mod de unge, der aldrig kommer i gang med en videregående uddannelse efter gymnasiet.

I flere år har Danske Malermestre i samarbejde med Malerforbundet i Danmark kørt kampagnen blivmaler.nu . Den bliver nu målrettet de studenter, der ikke kommer videre:

- Det overordnede formål med kampagnen er selvfølgelig at gøre vores fag attraktivt for de unge, så vi kan tiltrække de kvalificerede unge til faget. I år har kampagnen så det tvist, at vi målrettet går efter de mere end 20 pct. af de unge, der dropper ud af gymnasierne eller som aldrig kommer i gang med en uddannelse efter studentereksamen, sagde formanden for Danske Malermestre, Per Vangekjær.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078