Håndtering af fugtskader - praktisk fugtteknik

Undervisningsregion
Danmark > Hovedstaden > Høje-Taastrup Kommune
Periode(r)
Løbende optagelse

Er du sagsansvarlig i en virksomhed, der foretager skadesudbedring efter vandskader forårsaget af fx skybrud, rørbrud og stormflod? Så er det vigtigt, at du har den nødvendige viden om fugtteknik og om hvordan vand- og fugtskader skal håndteres for at sikre den bedste udbedring.

Udbytte
Når du har deltaget i kurset om håndtering af fugtskader, vil du have en solid praktisk og teoretisk forståelse af vand- og fugtskader. Du vil være i stand til at kunne håndtere disse typer af skader i bygninger og du vil være i stand til at registrere, afgrænse og træffe kvalificerede beslutninger om hvilken indsats der skal iværksættes, samt indgå i dialog omkring fugt og skimmel med andre interessenter i skadesforløbet.

Varighed
Kurset er opdelt i to kursusgange á 2 dage. Mellem kursusgangene er der 4-8 uger, hvor den opnåede viden og information bliver anvendt i kursisternes daglige arbejdsopgaver.

Der må forventes hjemmearbejde (se mere under undervisningsform).

Deltagerprofil
Kurset er rettet mod medarbejdere i virksomheder, organisationer og institutioner, som leder arbejdet med udredning og afhjælpning af fugtskader. Det vil primært være medarbejdere som arbejder for forsikringsselskaber, entreprenør- og rådgivningsvirksomheder inden for fugtområdet.

En forudsætning for deltagelse i kurset er, at du som deltager har en byggeteknisk baggrund og -erfaring, som fx bygningshåndværker, konstruktør eller ingeniør.

Alternativt kan du have mange års erfaring fra et skadeservicefirma.

Undervisere
På kurset vil du blive undervist af:

Eva Møller er seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor hun hovedsageligt arbejder med fugt; både hvordan fugt transporteres og hvilken betydning fugt har for bygningers holdbarhed og indeklima. Eva forsker og underviser i fugt, men skriver også anvisninger, der viser hvordan man i praksis forhindrer fugtproblemer.

Carsten Johansen, seniorkonsulent og Thor Hansen, konsulent, fra Teknologisk Institut, hvor de primært arbejder med fugt og mikrobiologisk vækst. De har omfattende erfaring med skadesudredning, rådgivning om skadesudbedring, samt undervisning primært inden for fugt og skimmelsvamperelaterede problemstillinger.

Læringsmål
En deltager, vil efter kurset:

Være introduceret til særligt relevante bygningskonstruktioner igennem tiderne.

Have kendskab til forskellige særligt relevante byggematerialer og deres egenskaber, når de påvirkes af vand.

Have kendskab til almindeligt anvendte konstruktionstyper

Have en forståelse for fugtteori på et niveau der gør i stand til at indgå dialog om de overordnede principper:
- Hvad er fugt
- Hvor kommer fugten fra
- Fugtvandring i konstruktioner og materialer

Kende til forskellige målemetoder for fugt i materialer og konstruktioner og vide hvor og hvordan de kan anvendes.

Vide, hvordan en fugtskade registreres og dokumenteres:
- Hvornår er der målt
- Hvad er der målt med
- Hvor er der målt
- Hvad er der målt på

Have en forståelse for mikrobiologien relateret til en fugtskade;◦Skimmelsvamp – vækst i relation til fugt, temperatur og tid.

Have kendskab til dynamikken i en fugtskade.

Kunne træffe beslutning om, hvorvidt der skal foretages en afrensning eller om der er brug for supplerende undersøgelser før beslutningen kan træffes.

Have kendskab til forskellige principper for affugtning og deres fordele og ulemper.

Kunne træffe beslutning om, hvilke aktiviteter der skal iværksættes på baggrund af diverse målinger.

Have deltaget aktivt i en række praktiske øvelser.

Have kendskab til forskellige lovkrav og reglementer.

Have kendskab til nødvendige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, dvs. hvilke værnemidler der skal anvendes hvornår.

Undervisningsform
Med udgangspunkt i hverdagens problemstillinger gennemføres undervisningen med PowerPoint-præsentationer af de forskellige emner med tilhørende gruppeopgaver samt nogle praktiske opgaver og eksempler. Mellem de to kursusgange vil der være obligatoriske hjemmeopgaver, hvor pensum bearbejdes, og som skal afleveres. Opgaverne evalueres af underviserne, og de præsenteres efterfølgende af kursisterne og drøftes i plenum. Principielle problemstillinger gennemgås i plenum.

Evaluering
Efter endt kursus vil deltagerne blive evalueret på de afleverede hjemmeopgaver samt på en Multiple Choice opgave, som skal bestås for udlevering af kursusbevis. Kurset kan endvidere kun bestås ved 100 % deltagelse i undervisningen. Der vil efter endt og bestået kursus blive udleveret et diplom til kursisten.

Der tages forbehold for mindre justeringer af læringsmålene.

For yderligere information kontakt
Konsulent, Civilingeniør, Thor Hansen
Email: thhn@teknologisk.dk
Telefon: 7220 1268

Undervisningsadresse

Teknologisk Institut, Gregersensvej, 2630 Taastrup
og
Teknologisk Institut, Kongsvangs Allé, 8000 Aarhus C.

Send til en kollega

0.174