23948sdkhjf

Norsk konkurs giver byggekoncern stort minus – ejer indskyder tocifret millionbeløb

Efter et vanskeligt regnskabsår med en dyr, tabt sag og konkurs i et datterselskab ser den vestjyske totalentreprenør og projektudvikler, Gråkjær Holding fremad. En stærk start på det 2022/23 og et generationsskifte er i gang med medarbejdere som fremtidens medejere.

Det netop aflagte 2021/22-regnskab for Gråkjær Holding viser en stigende nettoomsætning med 482 mio. kr. mod 438 mio. kr. året før. Omvendt er årets resultat droppet til minus 47 mio. kr. mod et overskud på knap 14 mio. kr. året før, skriver den vestjyske entreprenør i en pressemeddelelse med henvisning til endnu ikke offentliggjorte regnskabstal.

Forklaringen lyder, at resultatet er præget af ekstraordinære nedskrivninger af koncernens værdier i forbindelse med det norske marked.

For at styrke fremtidens forretningsgrundlag har stifteren, John Gråkjær, indskudt 20 mio. kr. af egne midler, så soliditetsgraden er 26 pct.

– 2021/22 var et vanskeligt og usædvanligt år i virksomhedens historie, selv om vi i byggebranchen er vant til stormvejr. Men vi er fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden, udtaler bestyrelsesformand Per Schak Andreasen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Et stærkt første kvartal præger det nye regnskabsår 2022/23, og vi har en række store byggerier i ordrebogen. Desuden har vi fremtidens ejer- og ledelsesstruktur på plads med dygtige og dedikerede medarbejdere ombord og en ny CEO (chefen for koncernens erhvervs- og boligbyggeri gennem 15 år, Henrik Skaarup, red.). Og så betyder John Gråkjærs personlige indskud på 20 mio. kr. en styrkelse af fremtidens forretning.

Gråkjær Holding A/S
Beløb i mio. kr. 1. kvartal 2022/23 2021/22 2020/21
Nettoomsætning 196,5 482,1 438,5
Resultat før finansielle poster 10,4 6,5 15,3
Resultat af fortsættende aktiviteter før skat 10,1 6,2 16,2
Resultat af fortsættende aktiviteter efter skat 7,8 7,1 12,1
Resultat af ophørende aktiviteter 0 - 54,9 1,8
Resultat efter skat 7,8 - 47,8 13,9
Egenkpital 39,4 31,6 73,3
Balancesum 122,6 118,9 153,0
Kilde: Gråkjær Holding

Dyr norsk tvist og konkurs

Baggrunden for årets resultat er en tvist i Norge, som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet i flere omgange. I sommeren 2018 stoppede Gråkjærs norske datterselskab, Gråkjær AS, arbejdet på bygningen af et landbaseret lakseopdræt i Norge som følge af manglende betalinger fra bygherren. Der var opstået en tvist om bæreevne- og sætningsegenskaberne af jordbunden under bygningens fundament, som ejerne havde ansvaret for.

Sagen blev bragt for Tingretten i Norge (svarer til byretten), som fuldt ud gav datterselskabet i Norge medhold og tilkendte Gråkjær AS en millionerstatning samt dækning af sagens omkostninger. Modparten ankede imidlertid sagen til Lagmannsretten (næste retsinstans), som i begyndelsen af 2022 kom til den stik modsatte konklusion. Her skulle Gråkjærs norske datterselskab pludselig betale et betydeligt millionbeløb til modparten samt afholde egne millionstore omkostninger.

Gråkjær-koncernen

Gråkjær-koncernen har 138 medarbejdere og har siden starten for knap 50 år siden haft hovedsæde i Holstebro.

Henrik Skaarup er ny CEO i Gråkjær Holding A/S, hvor han afløser stifter John Gråkjær på posten. Henrik Skaarup har gennem 15 år været chef for koncernens erhvervs- og boligbyggeri.

Bestyrelsen i Gråkjær Holding A/S består nu af:

  • Per Schak Andreasen, ny bestyrelsesformand med stor erfaring fra 65 bestyrelser siden 1998.
  • Hans Ladekjær Jeppesen, bestyrelsesmedlem
  • Benny Lægsgaard, bestyrelsesmedlem
  • Line Gråkjær, bestyrelsesmedlem
  • John Gråkjær, bestyrelsesmedlem

Kilde: Gråkjær

– Vi var lodret uenige i retsafgørelsen, og derfor ønskede vi sagen prøvet ved den norske højesteret. Desværre fik vi afslag op til sommerferien, fordi den norske højesteret vurderede, at sagen ikke var principiel nok, fortæller Per Schak Andreasen.

– Udover erstatningen, som vores norske datterselskab skulle afholde, så havde vi allerede betalt millionstore sagsomkostninger. Oveni kom alt det arbejde, som vi havde udført på projektet, men aldrig fik penge for. En samlet regning, som vores datterselskab ikke var i stand til at betale. Derfor har vi truffet den svære beslutning at erklære vores norske datterselskab konkurs.

Nu er fokus på hovedforretningen i Danmark, og dommen og den efterfølgende konkurs i det norske datterselskab har ingen indvirkning på øvrige kunder eller driften samt aktivitetsniveauet i den øvrige del af Gråkjær-koncernen, understreges det fra det fra Holstebro-virksomhedens side.

"Yderst positiv" start på året

– Vi er klart fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden. Dog kan hverken vi eller andre forudsige, hvilken indvirkning de nedadgående konjunkturer, som rammer hele byggebranchen nu, får på os, lyder det fra Per Schak Andreasen.

Og, tilføjer han, har det første kvartal i regnskabsåret 2022/23 været ”yderst positivt”. Regnskabstallene for første kvartal viser en omsætning i underkanten af 200 mio. kr. og et plus på 7,8 mio. kr.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.134