23948sdkhjf

Trekløver køber sig ind i jysk totalentreprenør og overtager den daglige ledelse

For et halvt år siden blev Morten Høilund ansat som adm. direktør, og nu bliver han også medejer af virksomheden. Morten Høilund har erhvervet 10 pct. af aktierne. Det samme har kalkulations- og indkøbschef Lars V. Mølgaard og projektchef Frank Evald, og sammen overtager trekløveret nu også den daglige ledelse.

Det oplyser totalentreprenøren i Kolding i en pressemeddelelse.

Trioen understøttes dog fortsat af de to majoritetsejere, Christian Trillingsgaard og Kaj Aage Nielsen. Begge forbliver som arbejdende bestyrelsesmedlemmer, og de fortsætter med projekter, hvor deres kompetencer kommer i spil. Med det nye set up er der dermed kommet nyt blod, samtidig med at de gode gamle værdier og den opbyggede knowhow ikke forsvinder, lyder det fra majoritetsejere.

– Vi har nøje udvalgt vores nye medejere. Faktisk har vi brugt lang tid på at finde dem. Det har været vigtigt for os, at de deler de samme værdier om ordentlighed, levering til tiden, altid sætte kunden i centrum og så ikke glemme, at ydmygheden altid skal følge os, udtaler Kaj Aage Nielsen i pressemeddelelsen.

Den nye konstellation med nu i alt fem ejere trådte i kraft den 1. juli 2022.

Har respekt for situationen i byggebranchen

Kjæhr & Trillingsgaard har det, som firmaet selve betegner ”en rigtig god ordrebeholdning” frem til udgangen af 2023 og har flere nye projekter i støbeskeen.

– Jeg lader mig ikke skræmme af de ting, der sker i byggebranchen for tiden, men har respekt for situationen, siger Morten Høilund, adm. direktør for Kjæhr & Trillingsgaard og fortsætter:

– Efter et halvt år som adm. direktør, kan jeg se at mådehold, stærkt fokus og ordentlig projektledelse gør, at Kjæhr & Trillingsgaard er en sund virksomhed at investere i. Der er et stort potentiale og specielt muligheden for på pragmatisk vis at få så meget bæredygtighed ind i projekterne som muligt, ligger mig meget på sinde.

Af igangværende projekter har firmaet ny produktion og administration til Green Hydrogen Systems, produktionsbygning til Dansk Gummi Industri, produktionsbygning til Gram Equipment, nyt domicil til Lavabo samt nyt koncerndomicil til Nic Christiansen Gruppen, kaldet ”NCG Huset”. Alt det har været medvirkende til, at andelen af medarbejdere er fordoblet til 17 personer det forgangne år. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08