23948sdkhjf

Kapitalfondsejet designselskab vokser videre på nye hænder

Kapitalfonden Maj Invest Equity gjorde efter alt at dømme et godt køb, da den i december 2020 overtog majoriteten af designvirksomheden Ferm Living.

I hvert fald afslører et ny årsregnskab, at det københavnske designselskab i fjor fortsatte væksten, og skønt Ferm indstiller sig på et forestående toplinjedyk, fortsætter virksomheden sit fremtog i flere af verdens hjørner.

I en pressemeddelelse oplyser selskabet, at coronaen også i 2021 påvirkede salget positivt, og ifølge Ferm Living voksede toplinjen sidste år 65 pct. på tværs af alle markeder og kanaler, hvilket har indbragt en samlet omsætning på 423 mio. kr. I samme ombæring er driftsresultatet (EBITDA) vokset fra 44,4 til 83,7 mio. kr., hvilket af Ferms ledelse kategoriseres som meget tilfredsstillende.

Ifølge virksomheden er fremgangen hjulpet godt på vej af en 2021-kollektion, der har været Ferms bedst sælgende til dato, mens et styrket fodfæste online har sikret mere end 30 pct. vækst i trafikken til hjemmesiden.

Opper indsatsen ude

Året bød desuden på fortsat global ekspansion. Ferm Living er i dag til stede hos forhandlere i mere end 75 lande, og på flere fokusmarkeder har selskabet oppet indsatsen.

I efteråret tog Ferm de første skridt til etableringen af en egen organisation på det tyske marked, der i 2019 voksede til at blive virksomhedens største, og hvor man med eget showroom, salgsstyrke og kontor i Hannover nu har gearet til at fortsætte væksten.

– Fremover vil Tyskland fortsat spille en ledende rolle og forventes at stå for en væsentlig del af vores vækst. Derfor mener vi, at det nu er det rigtige tidspunkt for os at investere yderligere i markedet med vores egen organisation og lokale showroom for at yde endnu bedre service til vores engrospartnere, forklarede adm. direktør Peter Vedel i den forbindelse.

Nu oplyser Ferm Living, at der er en lignende operation på vej i London, og i år har virksomhedens amerikanske datterselskab desuden overtaget salget fra den tidligere distributør, hvorfor der nu også er etableret egen salgsorganisation og eget lager i USA.

Dermed er den københavnske designvirksomhed fortsat ad den kurs, der blev udstukket med Maj Invests overtagelse i 2020.

– For Ferm Living gælder, the brand is bigger than the business, og vi skal bruge denne stærke brand-position til at fortsætte vækstrejsen og intensivere internationaliseringen, udtalte Erik Holm, Managing Partner i Maj Invest, i forbindelse med overtagelsen.

Også hos Ferm Living har man mod på at vokse videre.

“Takket være et stærkt brand og voksende loyal kundebase er der gode langsigtede vækstmuligheder, og virksomheden vil fortsat investere i ressourcer og værktøjer til at styrke driften yderligere,” skriver ledelsen i sin beretning.

Dog indstiller man sig på, at markedsforholdene nu bliver mindre gunstige, end de seneste to år har været.

“På baggrund af de nuværende markedsforhold og -usikkerhed forventes omsætningen for 2022 at ende indenfor et interval på 360-400 mio. kr.,” lyder det afslutningsvist i pressemeddelelsen.

FERM LIVING ApS
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 119,849 75,740 47,967
Resultat før skat 71,265 49,138 21,414
Årets resultat 55,052 39,903 16,385
Status balance 270,976 87,137 65,811
Egenkapital 161,314 35,855 39,511
Antal ansatte 56 43 41
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172