23948sdkhjf

Staten får medejerskab i dansk CO2-lagring: Danske Rederier kalder det "et godt skridt"

Lagring af CO2 i dansk undergrund kommer ligesom ved olieboringer til at kræve statsligt medejerskab

På samme måde som ved olie- og gasprojekter i Nordsøen vil staten kræve at eje 20 procent af de projekter, der vil lagre CO2 i den danske undergrund.

Det fremgår af en aftale, som et bredt flertal i Folketinget har indgået tirsdag. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Indfangning og lagring af CO2 er et af elementerne i regeringen og Folketingets plan for at nå klimamålet i 2030.

Lagringen kommer til at foregå sådan, at selskaber søger om en ansøgning til at benytte den danske undergrund til at lagre CO2. I den forbindelse bliver det et krav til ansøgningen, at den danske stat får ejerskab på en femtedel af projekterne.

Dermed bliver det på samme måde, som når selskaber har søgt om licens til at udvinde gas eller olie fra den danske undergrund.

Her har Nordsøfonden administreret statens ejerskab. Det bliver også fonden, der skal håndtere ejerskaberne i projekterne med CO2-lagring.

Danske Rederier byder aftalen velkommen

INEOS er et af de medlemmer hos Danske Rederier, som arbejder for at få lov at lagre CO2 i tidligere olie- og gasfelter i Nordsøen. For dem understreger aftalen det store behov for CCS (fangst og lagrind af CO2, red.) fremadrettet.

- Det har været vigtigt, at der kom en afklaring af rammevilkårene. Det er naturligvis meget positivt, at den danske stat ønsker at gå med i udviklingen af CCS i Danmark ved at gå med i CO2-lagringstilladelserne. Nu haster det bare med at få startet udbuddet af lagringstilladelser, så vi kan komme i gang og nå målet om lagring af CO2 i Danmark fra 2025, siger Mads Weng Gade.

Medejerskabet er aftalt for at fjerne en del af risikoen fra de private aktører og dermed hjælpe CO2-lagringen i gang. Bliver CCS en god forretning får staten del i overskuffet i henhold til deres medejerskab. Alt i alt en god aftale, mener Danske Rederier.

- Det er gode nyheder, at der på ryggen af den danske CCS-strategi nu er kommet klarhed om rammerne for tilladelserne til lagring af CO2 i Nordsøen. Det er et vigtigt skridt i videreudviklingen af CCS som dansk klimaløsning og ikke mindst som kilde til dansk vækst og beskæftigelse. Nu skal der så arbejdes videre, så vi kan få licenserne tildelt hurtigst muligt, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

I første omgang åbnes der for lagringen i Nordsøen, blandt andet i tidligere olie- og gasboringer.

Lagres i gas- og olieboringer

De første tilladelser til boringer med henblik på CO2-lagring i den danske undergrund skal gives i 2023.

I første omgang bliver der blandt andet tale om CO2-lagring i gamle olie- og gasboringer.

- I årtier har Danmark tjent på at trække olie og gas op af Nordsøen, men nu har vi aftalt rammerne for, hvordan vi på sigt kan tjene på at pumpe CO2 ned i samme undergrund.

- Olieeventyret kan blive til et klimaeventyr, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Fakta: Fangst og lagring af CO2 i den danske undergrund

Fakta:

Staten skal have et medejerskab til kommende lagringslicenser i Nordsøen på 20 pct.

Det varetages af Nordsøfonden, som har lignende erfaring fra olie- og gas-licenser

CCS-overskud beskattes som andre erhverv

CO₂-lagring i dansk undergrund kan ske fra 2025

Kilde: Klima- og Forsyningsministeriet

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.316