23948sdkhjf

Dansk forsyning er upåvirket af russisk stop for gas

Der er stadig masser af gas til danske forbrugere og virksomheder efter stop for gas til Polen og Bulgarien

Ruslands stop for gas til Polen og Bulgarien får ikke umiddelbart konsekvenser for den danske forsyningssikkerhed, når det gælder gas.

Det vurderer Kristian Rune Poulsen, der er konsulent hos Green Power Denmark.

- Det betyder ikke noget for Danmarks forsyningssikkerhed. Den gas, vi får fra Rusland, får vi via Norge og Tyskland og via ledninger, der ikke er berørt af det her.

- Hen over sommeren får vi masser af LNG sejlet ind (flydende gas, red.) fra Nordamerika og andre steder fra, og der er overskud på markedet i øjeblikket, siger han til Ritzau.

Han har fulgt prisudviklingen på gas siden tirsdagens første forlydender om, at Gazprom ville lukke ned for den såkaldte Yamal-ledning, der forsyner Polen og Bulgarien med gas.

Efter et markant hop tirsdag aften er priserne fortsat med at stige og ligger onsdag formiddag 20 procent højere end for et døgns tid siden.

Men Kristian Poulsen tror, at det kan sagtens være en umiddelbar panikreaktion, der med tiden vil sætte sig igen.

For det har hele tiden været planen fra EU-landenes side at reducere importen af gas fra Rusland med to tredjedele i år, og lukningen af Yamal-ledningen svarer ikke engang til halvdelen af den hidtidige import.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad Gazproms næste træk bliver.

- Det her viser i hvert fald en villighed fra russisk side til at reagere, hvis ikke betalingen falder i rubler, som Polen og Bulgarien har nægtet.

- Og vi ved, at blandt andet Ørsted også har et krav hængende over hovedet med en deadline med udgangen af maj. Det er der, at det for alvor kan få konsekvenser for Danmark, siger Kristian Rune Poulsen.

Hans råd til de boligejere, der varmer huset op med gas, er derfor det samme som hidtil:

- Man skal ikke gå i panik, men man skal helt klart se sig om efter en anden opvarmningsform, for gas er dyrt og usikkert, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078