23948sdkhjf

Entreprenører på plads til første fase af Lynetteholm

Opdateret kl 13:19 med yderligere information om projektet og vinderne.

Det bliver de to entreprenører Munck Havne & Anlæg og Per Aarsleff, som skal stå for at etablere første fase af Lynetteholm - de to første af i alt syv entrepriseopgaver.

Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse.

Arbejdet med at indrette arbejdspladsarealer og byggepladskontor på Kraftværksøen og Refshaleøen er netop igangsat, og det første arbejde med anlæg af Lynetteholms stendæmninger og stormflodssikring begynder i januar 2022.

Lynetteholm er Københavns nye halvø og stormflodssikring, der skal etableres ved at opfylde et areal ud for Trekroner i Københavns Havn. Det samlede anlægsprojekt har By & Havn opdelt i syv entrepriser. 

Munck Havne & Anlæg og Per Aarsleff skal til sammen sikre de forberedende anlæg, der skal til, for at Lynetteholm kan begynde at modtage overskudsjord fra København og omegns byggepladser.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i juni 2021 anlæg af Lynetteholm, og kontraktindgåelsen med de to entreprenører er en stor milepæl i By & Havns arbejde med Lynetteholm, lyder det fra By & Havns adm. direktør Anne Skovbro:

- Vi har set meget frem til at komme i gang med den spændende opgave, det er, at skulle anlægge fundamentet for Københavns stormflodsikring, og vi er utroligt glade for at have fået Munck og Aarsleff med ombord, siger hun i pressemeddelelsen.

Entreprenørernes opgaver 

Munck Havne & Anlæg skal stå i spidsen for at etablere ny jordtransportvej via Prøvestenen, klapbro ved indsejlingen til Margretheholm Havn og jordmodtageanlæg på Refshaleøen (Entreprise E5). 

- Det er et teknisk spændende projekt, hvor hav bliver til vej, og et projekt der indeholder de fleste fagdiscipliner indenfor anlægsarbejde. Hertil kommer en klapbro, som skal tilgodese den forsatte drift i Margretheholm Havn, og projektet skal udføres inden for en komprimeret tidsplan. Arbejdet vil starte allerede i januar, hvor vi ser frem til at forsætte vores samarbejde med By & Havn, udtaler adm. direktør Benny Ebbe Jørgensen, Munck Havne & Anlæg.

Aarsleff skal etablere første del af Lynetteholms omkreds, det vil sige perimeter og stendæmninger til Lynetteholms Fase 1-område, uddybe sejlrender samt etablere en modtagekaj, hvor mellemlagret overskudsjord fra Nordhavn skal sejles til (Entreprise E1).

Efter planen vil Fase 1-områdets stendæmninger stå færdig, så Lynetteholm kan begynde at modtage jord i første kvartal 2023. Det vil afhjælpe Københavns Kommunes stigende udfordringer med at finde plads til overskudsjord fra byens byggeprojekter, som lige nu mellemlagres i Nordhavn, indtil Lynetteholm åbner for jordmodtagelse. 

Den nye adgangsvej skal igangsættes hurtigt for at aflaste Refshalevej ved Margretheholm. Munck Havne & Anlæg er erfarne entreprenører, som bedst levede op til kriterierne i udbuddet, og vil være klar til at gå i gang med arbejdet efter nytår.  

Aarsleff, der tildeles kontrakten på første fase af stormflodssikring og stendæmninger, vil efter planen igangsætte etablering af Lynetteholms stendæmninger i januar 2022. 

Tidsplan for entrepriserne

Entreprise E1: Fase 1-områdets stendæmninger (omkreds) og modtagekaj

December 2021 (nu). 
Etablering og indretning af byggepladsarealer ved Vindmøllevej på Kraftværksøen.

Januar 2022
Påbegyndelse af Fase 1-områdets østlige stendæmning med opgravning af blød havbund.

1. kvartal 2023
Forventet færdiggørelse af entreprise E1. Herefter kan Lynetteholm begynde at modtage overskudsjord til Fase 1-området fra København og omegns byggeprojekter, herunder overskudsjord sejlet med pram fra mellemdeponi i Nordhavn.

Entreprise E5: Adgangsvej, jordmodtageanlæg og klapbro/dæmninger

Januar 2022
Etablering og indretning af byggepladsarealer ved Vindmøllevej.

Januar 2022
Opstart af anlægsarbejdet, der omfatter modtageanlæg, adgangsvej (inkl. dæmninger) og klapbro.

1. kvartal 2023
Forventet færdiggørelse af entreprise E5. Herefter kan jordtransporter til Lynetteholm benytte ny adgangsvej og jordmodtageanlæg begynde at modtage overskudsjord fra Københavns og omegns byggeprojekter, herunder overskudsjord sejlet med pram fra mellemdeponi i Nordhavn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093