23948sdkhjf

Rekord fra bygge- og betonkæmpe trods råvarekaos og priseksplosioner

En byggebranche i topfart er med til at trække DS Gruppen, som blandt andet tæller DS Elcobyg og DS Flexhal, mod rekordtal i regnskabsåret 2020/21. Og selskaberne inden for byggeri, beton og stål tegner sig for en betragtelig del af årets flotte resultat, skriver den Hobro-baserede koncern i en pressemeddelelse.

Regnskabet, der blev afsluttet ved udgangen af juni, viser en samlet omsætning i DS Gruppens selskaber på 2,13 mia. kr. og et nettoresultat på 220,9 mio. kr. Året før var tallene henholdsvis 1,82 mia. kr. og 87 mio. kr.

– Den markante fremgang kommer blandt andet fra vores aktiviteter på de store boligbyggerier, der skyder op overalt i Danmarks største byer. Her har især DS Elcobyg og DS Stålprofil fået en god bid af kagen. DS Elcobyg har udvidet både produktion og lagerkapacitet for også at imødekomme en stigende ordretilgang indenfor industribyggeri, forklarer Mads Møller Hansen, adm. direktør i DS Gruppen, i pressemeddelelsen.

– DS Flexhal har fortsat stor succes på det skandinaviske marked inden for lager- og logistikbyggerier, hvor de med koncernproducerede byggematerialer positionerer sig som en meget stærk spiller i markedet, siger direktøren også. 

Råvarekaos og priseksplosioner

Der er dog også markante udfordringer for den Hobro-baserede koncern som for resten af branchen, påpeger Mads Møller Hansen

– Der summer af aktivitet i byggebranchen, men i lighed med mange andre brancher, er vi udfordret af stærkt stigende råvarepriser, mangel på materialer og ligeledes mangel på arbejdskraft. Store dele af byggebranchen fortsatte, nærmest uanfægtet, under corona-nedlukningerne, men den globale sundhedskrise influerer nu markedet i form af råvarekaos med eksplosive prisstigninger på både materialer og underentreprenørydelser, udtaler Mads Møller Hansen.

– Det mærkes også i DS Gruppen og i vores datterselskaber. Det har stillet store krav til vores organisation og til kundernes beslutningshastighed i forhold til prisfastsættelse af råvareleverancerne. Men, vi har formået at holde momentum ­– vi har tilmed øget aktivitetsniveauet, så det ville være odiøst at beklage sig, når vi igen i år laver et historisk godt resultat, tilføjer han.

Udfordringer eller ej, tegner der sig ifølge direktørenb et positv billede:

– DS Gruppen A/S kigger ind i et nyt regnskabsår med fortsat travlhed og fyldte ordrebøger. Vi glæder os over, at der er gang i hjulene og sætter vores lid til, at de turbulente coronaeffekter er midlertidige og tror på, at markedet stille og roligt vil stabilisere sig, beretter koncerndirektøren.

DS Gruppen A/S
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 2.130 1.821
Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) 261 143
Årets resultat før skat 221 87
Samlede aktiver 1.163 878
Egenkapital 466 286
Regnskabsåret blev afsluttet 30.06.2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125