23948sdkhjf

Familie tog en stor beslutning: Solgte succes-virksomhed, men har stadig store tanker om fremtiden

Det var en klar omvæltning for hele familien Lundsgaard, da familien for et halvt år siden valgte at tage et kæmpe skridt både professionelt og privat: Neptun Plast og Atlantic Floats blev sat til salg.

Beslutningen kom egentlig ikke som lyn fra en klar himmel. Efter at have drevet virksomheden i Ørslev ved Vordingborg i 17 år - med stor succes og sorte tal på bundlinjen - havde Laila og Niels Martin Lundsgaard erkendt, at de ikke længere var de rette ejere. Lysten til at investere store penge i plastvirksomheden var blevet mindre, mens evnen og motivationen til at drive virksomheden i det daglige egentlig stadig var til stede.

Neptun Plast
Resultatopgørelse for regnskabsåret 1. januar 2020 - 31. december 2020:
2020: 1.055.533 kr. 
2019: 970.644 kr.
Balancesum pr. 31. december 2020: 12.492.646 kr.
Egenkapital: 8.304.106 kr.

Derfor var valget ikke vanskeligt.
Niels Martin Lundsgaard fortæller: 
- Jeg blev inspireret af et interview i Magasinet Plast med direktøren i SP Group, Frank Gad, der opfordrede til, at man kontaktede ham, hvis man gik i salgstanker. Så... det gjorde vi. Handlen faldt på plads på meget kort tid, siger Niels Martin Lundsgaard. 

Mødtes på Teknikum

Niels Martin og Laila Lundsgaard mødte hinanden på Ingeniørhøjskolen Helsingør Teknikum, hvor hun uddannede sig til skibsingeniør og han til plastingeniør. Skæbnen ville også, at vicedirektør i SP Group, Søren Ulstrup, gik på Helsingør Teknikum i samme periode, og faktisk gik han i klasse med Niels Martin.

Atlantic Floats
• Laila og Niels Martin Lundsgaard købte i 2013 handelsselskabet Atlantic Floats på Island. Siden etablerede man selskabet i Danmark.
• Atlantic Floats blev oprindeligt købt til døtrene Cecilie og Julie Lundsgaard, men er nu blevet en del af handlen med SP Group og ejes idag af SP Moulding. 
• Atlantic Floats har flere gange opnået gazellestatus i Dagbladet Børsens landsdækkende konkurrence.
Resultater:
2016: 1.205.740 kr.
2017: 1.728464 kr.
2018: 1.910.222 kr.
2019: 2.435.121 kr.
2020: 2.088.254 kr.


- Jeg har kendt Søren Ulstrup i mange år, og jeg stoler på Søren. Han er et tillidsvækkende, godt og dygtigt menneske. Så selvom vi faktisk også havde kontakt til en anden seriøs og tiltalende køber, blev det SP Group, vi endte med at sælge til. Det er to en halv måned siden, at salget blev gennemført. Og vi har ikke fortrudt et sekund, siger Niels Martin.

Salgschef med plast i blodet

Laila Lundsgaard, direktør i Neptun Plast, beskriver det som ”en lettelse”, at Neptun Plast trygt kunne gives videre til dygtige folk, der gerne ville bevare fabrikken i Ørslev og de i alt 12 medarbejdere. Loyale medarbejdere, med en gennemsnitsanciennitet på 25 år.
Heriblandt også datteren Cecilie på 25 år, der arbejder som salgschef.
- Hun vokser virkelig med opgaven, og vi er meget stolte af hende, siger Niels Martin.
Cecilie er opvokset på fabrikken. Hun var ikke mere end et år gammel, da hun første gang havde en fiskekugle i hånden, og siden har Cecilie haft sin vante gang på fabrikken, hvor hun aldrig har været bange for at tage fat: Hun har både gjort rent og stået på aftenholdet som maskinoperatør for at få produktionen i hus.

- En lille virksomhed som vores er ret sårbar overfor sygdom, så vi har alle tre arbejdet i produktionen, hvis det har været nødvendigt, fortæller Niels Martin Lundsgaard og understreger dermed, at der ingen fine fornemmelser er på kontoret, heller ikke selvom man netop har solgt et foretagende for et ukendt millionbeløb.

Og hvad bringer fremtiden for familien Lundsgaard?
- Foreløbig nyder vi bare at have sluppet den økonomiske del af virksomhedsdriften. Jeg nyder virkelig at boltre mig som teknisk chef igen og nørde med de ting, jeg synes er rigtig sjovt. Vi har masser af idéer og nu også nogle ejere, der bakker op om vores initiativer og innovative tankegang. Så vi ser meget lyst på fremtiden, siger Niels Martin Lundsgaard.

Lille, men vigtig

Salget til den danske flåde er kun en dråbe i havet af Neptun Plasts omsætning. Men mens flåden ikke er særlig stor, så er leverandørerne i den danske maritime industri til gengæld virkelig stærke. Eksportmarkedet er stort, og logistikken samarbejder man om.
- Når vi skal fragte varer til eksempelvis Reunioun Island i Det Indiske Ocean, går vi sammen med Dan-Fender og fylder en container. Skal vi sende til Canada, går vi til Brdr. Markussens Metalvarefabrik i Vildbjerg. Vi er en del af det store logistiske fiskerieksportmarked, et marked, der er virkelig gode til at samarbejde om de logistiske fordele i forsyningskæden, fortæller teknisk chef Niels Martin Lundsgaard.

Læs også: De har kun 12 medarbejdere: Neptun Plast dominerer verdensmarkedet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094