23948sdkhjf

Semco Maritime og Bladt sammen om 800 MW substation-leverance

Et konsortium bestående af de strategiske partnere Bladt Industries og Semco Maritime er blevet tildelt en turnkey-kontrakt på verdens hidtil største offshore wind-projekt – Coastal Virginia Offshore Wind– for det amerikanske energiselskab Dominion Energy Virginia.

Kontrakten omfatter tre 880 MW offshore substations, der skal etableres i 2021-2025 og sættes i drift i 2026. De tre substations udgør rygraden i den elektriske infrastruktur for det 2,6 GW store Coastal Virginia Offshore Wind.

- Dominion Energy har skabt et fremsynet projekt med Coastal Virginia Offshore Wind, og vi glæder os til at bidrage til den grønne omstilling i Virginia. Vi er stolte over kontrakten på tre 880 MW substations, der er en tillidserklæring til Semcos og Bladts gennemprøvede partnerskab og stærke track record for at levere konkurrencedygtige projekter inden for elektrisk infrastruktur til offshore vind gennem to årtier, siger Steen Brødbæk, CEO, Semco Maritime.

Kontrakten er Bladt Industries’ og Semco Maritimes tredje offshore substation-projekt i USA og de to strategiske partneres 21. projekt sammen siden det første samarbejde i 2003.

Opgaverne på Coastal Virginia Offshore Wind-projektet omfatter design, ingeniørarbejde, indkøb, fremstilling og installationsarbejde. Bladt Industries står for design, indkøb og konstruktion af stålstruktur og jacket-fundament, mens design, indkøb og installation af elektrisk udstyr, nødsystemer og inter-array-kabler håndteres af Semco Maritime.

Ud over de tre substations skal Bladt Industries levere 176 overgangsstykker til parken.

Tusindvis af jobs

Projektet ventes derudover at skabe op til 900 jobs i nærområdet under etableringen og op til 1.100 jobs, når vindmølleparken står færdig i 2026.

- Bladt Industries og Semco Maritime er erfarne markedsledere inden for udvikling og design af offshore substations, som er afgørende for at kunne bringe ren vedvarende energi i land og levere til vores kunder, siger Joshua Bennet, vice president offshore wind, Dominion Energy og tilføjer:

- Derudover medfører det vigtige jobs til vores driftsmedarbejdere, som leverer vigtige service- og vedligeholdsydelser på substations.

Coastal Virginia Offshore Wind-projektet etableres godt 40 km fra Virginia Beach med en kapacitet på 2,6 GW, der kan forsyne op til 660.000 husstande i Virginia og eliminere op til 5 mio. tons CO2-udledning årligt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081