23948sdkhjf

Nu får virksomhederne opskriften på at tackle den næste krise

En ny virksomhedsguide skal ruste virksomhederne individuelt til at være klar til at håndtere den næste krise. Den har fået navnet Modstandsdygtig.dk.

Formålet er at ruste danske virksomheder til kommende kriser og gøre dem bedre til at foregribe og handle på kendte og uventede udefra kommende begivenheder. Målet er dermed at øge virksomhedernes modstandsdygtighed, deres resiliens - robusthed - og identificere nye forretningsmuligheder.

Ambitionen er at kunne sætte mindst 1.000 virksomheder til at implementere nye procedurer og rutiner, der gør dem klar til at håndtere den næste krise - blandt andet med en ny virksomhedsguide, digitale værktøjer og med 30 konkrete virksomhedseksempler til efterfølgelse.

- I dag sker forandringer ofte hurtigere og mere uforudsigeligt end tidligere som følge af en stadig mere sammenhængende global og digital økonomi. Virksomheder skal tilpasse sig en ny verden, hvor eksisterende forretningsmodeller måske kommer til kort, og hvor nytænkning er påkrævet for at bevare konkurrenceevnen. Dette stiller nye krav til virksomhederne om, at de hurtigt skal kunne identificere, kvalificere og implementere nye idéer. Dertil kommer mindre produktionsvirksomheder allerede nu oplever krav om modstandsdygtighed med henblik på for eksempel at forblive underleverandør til større virksomheder i fremstillingsindustrien, siger administrerende direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

I Modstandsdygtig.DK får de deltagende virksomheder vejledning af konsulenter fra de fire Godkendte Teknologiske Servicevirksomheder (GTS-institutter); Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, Force Technology og Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut i forhold til, hvordan de skaber en modstandsdygtig og mindre sårbar forretning.

I løbet af træningsforløbet klædes ledelsen på til at handle proaktivt og gribe nye muligheder samt sikre den nuværende forretning mod fremtidige kriser. For eksempel ved at tænke i alternativer til deres nuværende operationsform og i at udvikle nye processer og rutiner for at kunne foregribe og handle på såvel kendte som uventede risici samt identificere nye forretningsmuligheder.

Agilitet og robusthed på agendaen

En ny undersøgelse fra McKinsey viser, at virksomhederne i projektets målgruppe særligt er blevet ramt på deres evne til at modstå trusler og pludselige forandringer i markedet – forretningsforstyrrelser - og at innovation af deres forretningsmodel står højt på dagsordenen. Det vil sige præcis de områder, som Modstandsdygtig.DK adresserer.

- Covid-19-pandemien har åbnet et vindue til at sætte agilitet og robusthed på dagsordenen i de mange danske SMV’er. Hvor der tidligere har været fokus på omkostningsreducering, har bestyrelser og ledelser nu fokus på at gøre virksomhederne parate til at imødegå nye kriser ved at øge deres modstandsdygtighed og gøre dette til en konkurrencefordel. Dette er et flagskibsprojekt, hvor vi skal hjælpe særligt de små og mellemstore danske virksomheder i og omkring fremstillingsindustrien til at blive mere modstandsdygtige overfor kommende kriser eller hurtige og uforudsete ændringer. Virksomhederne kan med Modstandsdygtig.DK trække på den brede viden og de erfaringer, som blandt andet GTS-partnerne bringer med til bordet, siger Juan Farré, CEO på Teknologisk Institut og formand for GTS-nettet.

Et eksempel er at gøre sårbarheden overfor globale kriser mindre ved at gøre globale forsyningskæder mere lokale – som samtidig øger bæredygtigheden, fordi for eksempel råstoffer og komponenter skal transporteres over kortere afstande.

Nyt fokus i SMV’er

En virksomhed, som kan nikke genkendende til problemstillingen er Baron-Mixer, som producerer mobilt blande- og håndteringsudstyr til byggebranchen. Virksomheden stillede allerede inden Covid-19 spørgsmålet: Hvor er de svageste led i jeres værdikæde?

- Det medførte, at vi besluttede os for at udbygge vores forsyningskæde med alternative leverandører for de mest kritiske komponenter, og dermed var vi velforberedte, da Covid-19 lukkede for den ene af vore leverandører. Tilsvarende havde vi også forberedt os grundigt i UK, da Brexit blev en realitet, siger direktør Carsten Filsø, Baron-Mixer.

Udover Industriens Fond er partnerne i Modstandsdygtig.DK. GTS-Institutterne Teknologisk Institut, Force Technology, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og Alexandra Instituttet samt Dansk Standard, Aarhus Universitet – Institut for Forretningsudvikling og Teknologi og EDHEC Business School, France.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125