23948sdkhjf

Ministerium kendte til forurening og trussel mod grundvand

Forsvarsministeriet modtog i marts 2020 et notat fra Forsvaret, der anbefalede oprensning af PFAS-forureningerne på Forsvarets arealer.

Men ministeriet sørgede ikke for, at spredningen af forureningerne blev stoppet, eller at der blev sat oprensning i værk.

Det viser dokumenter, som Radio4 og Avisen Danmark har fået aktindsigt i.

Notatet fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse beskrev omfanget af Forsvarets PFAS-forureninger, og at forureningerne kunne "sprede sig flere kilometer" og dermed true grundvand, vandløb og naturbeskyttede områder.

I notatet stod også, at forureningerne var så alvorlige, at Forsvarsministeriet risikerede påbud om oprensning.

Styrelsen påpegede desuden, at "der kan komme erstatningskrav fra borgere, der har lidt skade på grund af forurening”. Derfor anbefalede styrelsen, at Forsvaret satte gang i frivillige oprensninger af forureningerne.

Ifølge flere af Folketingets forsvarsordførere blev de ikke orienteret om situationen. Det møder nu kritik fra Venstre, SF og Konservative.

- Det er under al kritik, at de her informationer ikke kommer videre, men det overrasker mig ikke, siger Anne Valentina Berthelsen, forsvarsordfører for SF.

- Hvis ministeren ikke kan finde ud af at finde nogle penge i forsvarsforliget eller i skufferne ovre i Forsvarsministeriet, så må hun sætte nogle af i næste forlig, siger Anne Valentina Berthelsen til Avisen Danmark og Radio4.

Venstres vikarierende forsvarsordfører, Christoffer Melson, er heller ikke tilfreds med informationsniveauet.

- Vi vil gerne have svar på, hvorfor man ikke har valgt at orientere os. Det er noget af det, vi håber at få svar på enten bilateralt, eller hvis det ikke kan lade sig gøre, i et samråd, siger han til Avisen Danmark og Radio4.

Det har ikke været muligt for Avisen Danmark og Radio4 at få en kommentar fra Forsvarsministeriet inden deadline.

Forsvarets Ejendomsstyrelse vurderede for nylig, at det vil tage mere end 50 år at oprense forureningerne med de giftige stoffer PFAS ved Forsvarets arealer.

PFAS er en gruppe af giftige stoffer. Det sundhedsskadelige fluorstof PFOS, der har været omtalt i sager om forurening på det seneste, hører til denne gruppe. Det fandtes tidligere i blandt andet skum til brandslukning.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125