23948sdkhjf

Rekordhøje elpriser koster industrivirksomheder tocifrede millionbeløb

De stigende elpriser koster danske industrivirksomheder meget store summer. Det viser nye beregninger fra Dansk Industri med udgangspunkt i Energistyrelsens opdelinger i forbrugsgrupper. 

For virksomheder med et stort forbrug af el - 100.000 MWH per år - vil ekstraregningen på grund af de stigende elpriser beløbe sig til 22,6 millioner kroner på et år.

Det skriver brancheorganisationen DI.

For virksomhederne med et mellemstort forbrug - 20.000 MWH per år - vil merudgiften beløbe sig til 4,5 millioner kroner, mens virksomheder med et lille forbrug på 2.000 MWH må forvente en merudgift på 453.000 koner.

Det svarer til en ekstraudgift på 77 procent set i forhold til det seneste normalår, 2019. Vel at mærke for de virksomheder, der ikke har tegnet en fastpriskontrakt – og derfor betaler spotpriserne på el, der ændrer sig fra minut til minut.

- De stigende elpriser skyldes blandt andet en høj efterspørgsel som følge af den kraftige økonomiske genopretning ovenpå coronakrisen. Samtidig har udbuddet ikke kunne følge med.  Vejrforhold har medført mindre produktion af elektricitet fra vind- og vandkraft kombineret med en kold vinter og varm sommer, som har øget behovet for energi til opvarmning og nedkøling af bygninger, siger Troels Ranis, branchedirektør for DI Energi.

Han nævner i samme ombæring, at den langsigtede forsikring er en udbygning af vedvarende energikilder:

- Mere vind og mere sol er en grundpille i løsningen mod de høje energipriser – og det er den vej, vi skal, det er alle enige om, nu skal vi bare have tempo på, siger Troels Ranis

Kig elforbrug efter i sømmene

Men spørgsmålet er imidlertid også, hvad virksomhederne skal gøre i den akutte situation.

DI Energis direktør Troels Ranis opfordrer til, at virksomhederne kigger deres elforbrug efter i sømmene:

- Man bør se på, om der kan energieffektiviseres, spares el og ændres arbejdsgange eller produktionsmetoder, forklarer Troels Ranis.

Samtidig kan virksomhederne overveje, hvorvidt det giver mening at indgå en fastprisaftale på levering af el – i skrivende stund har de fleste virksomhederne kontrakter, hvor udgiften til el sker med udgangspunkt i dagsprisen. Problemet er dog, at fastprisaftalerne også er røget i vejret.

- Hvorvidt det er en god forretning afhænger af udviklingen i priserne i den kommende tid, men en fastprisaftale vil selvfølgelig have den fordel, at du vil kende dine udgifter fremadrettet, påpeger Troels Ranis.

Han tilføjer, at det er meget svært at spå om udviklingen i elpriserne, der fremadrettet også vil blive påvirket af den økonomiske genopretnings styrke og vejrlig, der påvirker produktionen af el.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Dansk Industri.

Kilde: https://www.danskindustri.dk/di-business...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094