23948sdkhjf

Seimei er solgt - over 20 købere var interesseret

Den konkursramte drikkevarevirksomhed Seimei i Nakskov er solgt til Køge-virksomheden The Whole Company.

Det fortæller advokat Nicolai Dyhr, der som kurator i konkursboet har været med til at forhandle salget på plads. The Whole Company med indehaver Henrik Winther-Olsen i spidsen er ikke mindst kendt for at stå bag frugtpålægproducenten Castus.

- Jeg kan ikke oplyse prisen, da der er aftalt tavshedspligt med køberen, oplyser Nicolai Dyhr.

Han kan til gengæld oplyse, at konkursboet har været i dialog med over 20 interesserede købere, og at flere af dem har været tæt på at lande den handel, som altså i sidste ende gik til The Whole Company.

Tidligt på banen

- The Whole Company kom på banen ret tidligt i forløbet. Henrik Winther-Olsen har en stærk forretning og har været i stand til at betale kontant. Og det gør jo en kæmpeforskel, konstaterer Nicolai Dyhr.

Kuratoren lægger vægt på, at det nu er lykkedes at redde de fleste af de cirka 12 arbejdspladser på Seimei, som blev erklæret konkurs i begyndelsen af måneden på begæring af medejeren SPG International med Susanne Gjørup i spidsen.

Stifter og majoritetsejer Allan Feldt har erklæret sig særdeles skuffet over konkursbegæringen, som han opfatter som helt unødvendig.

Nicolai Dyhr kan ikke sige noget om, hvorvidt Allan Feldt nu har en fremtid i Seimei.

-  Men jeg kan sige, at han har givet alt, hvad han kunne, for at minimere kreditorernes tab. Han har virkelig kæmpet for, at virksomheden kunne overleve, siger Nicolai Dyhr til Food Supply.

Stolt stifter har få kommentarer

Kuratoren konstaterer, at salget til The Whole Company er sket i tæt dialog med konkursboets største kreditorer - de er ikke mindst leasingselskaber, som har leveret produktionsudstyr til juice- og sodavandsfabrikken. 

Susanne Gjørup er blevet orienteret om salget og har ikke modsat sig, fortæller Nicolai Dyhr, som ikke kan sætte tal på, hvor stor gælden var i Seimei, eller hvor meget kreditorerne nu står til at modtage.

Food Supply har været i kontakt med Allan Feldt, som lige nu ikke ønsker at sige så meget om situationen.

- Jeg er glad for, at firmaet lever videre, og at arbejdspladser er reddet. Jeg er stolt over det, vi skabte i Nakskov. Og så venter jeg med yderligere kommentarer indtil videre, da jeg lige skal forstå salgets præmisser, lyder meldingen fra Seimei-stifteren.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078