23948sdkhjf

Runder tocifret millionoverskud i første fulde regnskabsår – nu bygger de ny fabrik

Da Karl Nielsen for omtrent to år siden kastede sig over akustikpaneler, var det ikke ligefrem forventningen, at han i dag ville tjene millioner på foretagendet. Et nyt årsregnskab – det første fulde – fra Acupanels International viser imidlertid, at det, der startede på baggrund af en kundeforespørgsel, i dag er blevet en overordentligt god forretning.

I den nyligt offentliggjort årsrapport lander resultatet på 13,4 mio. før skat, og Karl Nielsen lægger ikke skjul på, at den flyvende start har været en behagelig overraskelse.

 – Det er godt nok gået stærkt og også noget stærkere end forventet – faktisk er jeg blevet fuldstændig overrasket, må jeg nok indrømme, lyder det fra den 64-årige iværksætter, der også står bag Horn Bordplader og søstervirksomheden Denwood by Horn.

Fyldte lageret
Og direktørens mangeårige erfaring fra træbranchen er en del af forklaringen på Acupanels Internationals markante vækst. Mens konkurrenterne har kæmpet om råvarer, så Karl Nielsen nemlig hurtigt skriften på væggen.

 – Så snart vi så, leveringstiderne gå op, besluttede jeg at bestille ekstra stort hjem, så jeg fik virkelig fyldt lageret godt op. Det har jo så betydet, at nogle kunder har valgt at handle med mig i stedet for med konkurrenterne, fordi vi har kunnet holde leveringstiderne nede, forklarer han med tilfredshed i stemmen.

Karl Nielsen peger på, at det også har krævet store investeringer i såvel maskineri som medarbejderstab af følge med den store efterspørgsel, og virksomheden, der ved regnskabsårets start beskæftigede tre mand, har i dag 30 ansatte. I samme periode er balancen vokset fra 2,8 til 27,6 mio. kr., og årets millionoverskud, som man har valgt at lade blive i virksomheden, bringer egenkapitalen fra 521.657 kr. til 10,9 mio.

Gør klar til spadestik
Det høje aktivitetsniveau har medført, at Karl Nielsen og Acupanels har brug for mere plads, og allerede i næste måned går byggeriet af 6.700 nye kvm i gang.

 – Det 12. november sætter vi spaden i jorden, og vi får både produktion og administration i det nye byggeri, fortæller Karl Nielsen.

I dag kan virksomheden spytte omkring 2000 paneler ud dagligt, men når den nye fabrik står klar, vil kapaciteten blive tre-fire gange så stor, fortæller direktøren. Og der er brug for at øge kapaciteten, hvis de ambitiøse vækstplaner skal indfris.

 – Det går stadig rigtig stærkt, og jeg forventer en fordobling af resultatet i indeværende år, afslører han.  

Der stopper ambitionerne dog ikke, og Karl Nielsen er ikke bange for at drømme stort, når han skal sætte ord på, hvad forretningen på længere sigt kan udvikle sig til.  

 – Målet er jo at øge omsætningen, få skabt nogle flere arbejdspladser og kort og godt blive global markedsleder på de her akustikpaneler, lyder det.

Acupanels International ApS
mio. kr. 2020/21 2020*
Bruttofortjeneste 18,1 0,62
Driftsresultat 14,1 0,62
Resultat før skat 13,4 0,55
Årets resultat 10,4 0,43
Balancesum 27,6 2,8
Egenkapital 10,9 0,52
Gns. antal ansatte 8 0
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021.
*Regnskabsåret 2020 dækker over seks måneder. Tallene er således ikke direkte sammenlignelige.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.255