23948sdkhjf

Designduos vækstambitioner kræver mere plads: Vi vokser med de store kunder

I det nordlige Aarhus har designvirksomheden Says Who indstillet sig på vækst. Dermed er der også stillet nye krav til rammerne, og inden længe bliver de nuværende 120 kvm derfor skiftet ud med et nyt domicil på ikke mindre end 900 kvm.

 – Vi ser ind i en vækst over de næste fem år, hvor vi får brug for pladsen, og planen er, at vi om tre år skal være 25 mand, fortæller partner og direktør Kasper Meldgaard.

I dag er 10 ansatte beskæftiget i den snart 10 år gamle virksomhed, og de næste år er det altså planen at øge styrken med fem ny kollegaer pr. år. For Kasper Meldgaard og medstifter Nikolaj Duve er det derfor også afgørende, at de nye rammer skal være med til at skabe en attraktiv arbejdsplads.

 – Det betyder blandt andet, at vi har planlægger at lave et stort personalefitnessrum, for det er 100 procent ”brain power”, vi investerer i, og vores arbejde kræver, at vi alle sammen er friske i hjernen og har et godt helbred, forklarer Kasper Meldgaard.

Fitnessrummet indrettes i bygningens kælderetage, hvor Says Who også vil skabe en slags kombineret showroom og workshop.

– Her er det meningen, at kunder og kollegaer kan se vores designs, men også få mulighed for at få tingene i hænderne, tage mål, og skille designs ad, så man kan se, hvad der er inden i møblerne, fortæller direktøren.

Vækst på gamle og nye

Med det nye domicil understreger Says Who de vækstambitioner, designvirksomheden allerede præsenterede i august, da en ny bestyrelse blev hentet ind.

 – Vores strategi er at fordoble omsætningen og medarbejderstaben over de næste tre år, hvilket kræver masser af gode beslutninger. Vi ser derfor frem til alt den erfaring, bestyrelsen bringer til bordet, og ser vi frem til den sparring, vi kan få med på rejsen, lød det i den forbindelse fra Kasper Meldgaard, og ifølge ham er ambitionen om en toplinjefordobling et ganske realistisk mål.

 – Ser vi alene på de store eksisterende kunder, så har de en rigtig god vækst, og der ser vi gode muligheder for at vækste sammen, så vi kan understøtte hinanden ad den vej, fortæller han.

Blandt de store kunder finder man eksempelvis Lars Larsen Group-ejede Ilva og Bolia, der sidste år passerede en milliard i omsætning, samt Ikast-baserede Core One og herningensiske Karup Design, der begge har en tilsvarende ambition om at fordoble omsætningen over de næste tre år.

 – Og det er alle sammen kunder, vi har fulgtes med i fem år eller mere, så en del af deres succes understøttes jo også af os. På den måde er det helt klart et parløb, og når vores kunder har store ambitioner, kan vi selvfølgelig også have det, fastslår han.

Det er imidlertid ikke kun på de eksisterende kunder, de næste års vækst skal hentes, understreger Kasper Meldgaard.

– Det kommer også til at kræve, at der kommer nye til. Og så ser vi selvfølgelig også på at skulle øge eksporten, fortæller medstifteren, der peger på, at verden på mange måder ligger åben.

 – Vi har bevist, at vi kan håndtere de store virksomheder og levere interessante designs ind i deres setup. Vi bygger på skandinavisk design og på en stadigt mere bæredygtig tilgang, som jeg tror, mange ude i verden også vil finde interessant, så det er svært at sige, hvor stort det kan blive, men om tre år skulle der i hvert fald gerne være mulighed for, at vi kan etablere et kontor et andet sted i verden, lyder det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115