23948sdkhjf

Biogas-rådgiver vælger ny administrerende direktør i egne rækker

For en måned siden skiftede Dansk Biogasrådgivning navn til Nordic Green Engineering. 

Nu er selskabet klar med en ny administrerende direktør. 

Det bliver Anders Buhl Larsen, der afløser Per Jensen, der har været konstitueret på posten siden april 2021.

Anders Buhl har været ansat ved Nordic Green Engineering siden 2017 – først som projektleder og senere hen som afdelingsleder indenfor biogas-service.

Nyt navn, ny direktør

Direktørskiftet kommer oven på et år præget af forandringer. I forbindelse med opsplitningen fra søsterselskabet Dansk Energirådgivning i 2020 flyttede det daværende Dansk Biogasrådgivning i nyt domicil på Bohrsvej i Silkeborg.

Som led i at styrke organisationen og videreudvikle kerneforretningsområderne ændrede virksomheden efterfølgende navn til Nordic Green Engineering pr. 1. september 2021.

Det har således været en central opgave for tidligere direktør Per Jensen, der fremadrettet vil være tilknyttet som konsulent hos Nordic Green Engineering, at sikre en god overgang for den nu selvstændige virksomhed.

- Efter en række organisatoriske ændringer, herunder løsrivelsen fra Dansk Energirådgivning, flytning i nye lokaler og senest udrulningen af det nye navn, er der nu plads og ressourcer til at fokusere på at udvikle både virksomheden såvel som vores ydelser for at sikre, at vi forbliver en innovativ virksomhed til gavn for vores kunder, siger Per Jensen og fortsætter:

- Anders overtager en veltrimmet virksomhed med nogle dygtige kollegaer. Jeg er sikker på, at han med sin baggrund bliver en stærk ressource både for vores nuværende og vores kommende kunder.

Næste skridt

Som ny direktør bliver det Anders Buhls fornemmeste opgave at være med til at sikre Nordic Green Engineerings fortsatte udvikling indenfor rådgivningsydelser målrettet grøn omstilling og bæredygtig udvikling i virksomheder.

- Nordic Green Engineering er i en meget spændende fase i øjeblikket med et stort udviklings- og vækstpotentiale. Det er en branche, hvor der er stor efterspørgsel på rådgivning, men hvor vi samtidig ser et øget behov hos potentielle kunder for de øvrige ydelser, vi tilbyder. Vi har nemlig mange kompetencer krydret med stor erfaring i huset, som kan bidrage på andre områder end lige biogas. Det gælder helt konkret sikkerhedsdokumentation, myndighedsbehandlinger og bæredygtighedscertificeringer, fortæller Anders Buhl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047