23948sdkhjf

Skiold fusionerer selskaber: Afgørende for ambitiøs vækststrategi

I 2019 opkøbte Skiold i Sæby, som blandt andet producerer udstyr og teknologiløsninger til landbrugssektoren, inventarproducenten Jyden Bur.

Sidstnævnte har efterfølgende fungeret, som selvstændigt selskab under navnet Skiold Jyden A/S. Men per 1. oktober 2021 bliver aktiviteterne samlet i en fusion mellem de to selskaber.

Skiold fusionerer sine to selskaber Skiold A/S og Skiold Jyden A/S til ét selskab under navnet Skiold A/S. Formålet er blandt andet at forenkle den juridiske struktur og strømline organisationen.

- Vi vil med fusionen være endnu bedre til at løfte vores fælles opgaver og fremstå mere slagkraftige med yderligere mulighed for levere ydelser og løsninger, der skaber værdi hos vores kunder, siger Skiolds CEO Søren Overgaard i en pressemeddelelse.

Mere strømlinede forretningsgange

Fusionen skal samtidig sikre Skiold et mere solidt grundlag i en omskiftelig branche:

- Fusionen kan bidrage til at give os fundamentet til at indfri vores vækststrategi de kommende år. Med fusionen opnår vi en enklere administration og mere effektiv organisation under ét selskab. Det vil forbedre vores konkurrenceevne og medvirke til øget indtjening, siger Søren Overgaard, og fortsætter:

- Jeg ser det som en klar fordel at have en enkel selskabsstruktur. Vi oplever desuden, at kunderne efterspørger komplette tekniske løsninger og en one-stop-shop distributionskanal. Med ét samlet Skiold skaber vi et bedre udgangspunkt for at kunne levere ensartede ydelser til vores kunder samtidig med, at vi kommer til at stå som en stærkere og mere solid samarbejdspartner. 

Medarbejdere, produktion og produktprogram fra Skiold Jyden forbliver i det fortsættende selskab Skiold A/S, der også overtager alle rettigheder og forpligtelser.

Skiold har cirka 830 medarbejdere og produktion i Sæby i Nordjylland og landsbyen Bur i Vestjylland. Virksomheden er en af verdens førende inden for teknologi til produktion til foder, svin, kvæg og fjerkræ samt korn- og frøhåndtering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.328