23948sdkhjf

Montana har fået lige det, de manglede - samler brands efter fire måneder

Det var kort sagt stole og kontraktkunder, Montana gik efter, da den ikoniske reolproducent i maj overtog Engelbrechts. Fire måneder senere er Montana-direktør Joakim Lassen kun blevet endnu mere sikker på, at beslutningen var den rette – man har nemlig også fået et rigtig godt hold med i købet.  

– Vi var selvfølgelig rigtig glade, da vi skrev under, men man ved jo aldrig helt, hvad det er for en organisation, man kommer ind i, og om folkene her også synes, det er en god idé, at man kommer og overtager. Men vi har virkelig været begunstiget af, at vi passer så godt sammen, fortæller Joakim Lassen til Wood Supply.  

Lige det Montana manglede 

Siden opkøbet har han rykket sin arbejdsplads til Engelbrechts tidligere lokaler i Skindergade i indre København, hvor han i tæt parløb med stifter og nu tidligere ejer Morten Engelbrecht har arbejdet på at smelte såvel virksomheder som kollektioner sammen. 

Fem produkter er sikre, ingen er ude - endnu 

Montana har besluttet, at virksomheden med sikkerhed viderefører fem produkter fra Engelbrechts. Det gælder: 

Kevi – stol designet af Jørgen Rasmussen, 1958 

Chairik – stol designet af Erik Magnussen, 1996 

Szene – konferencestol designet af Lundgaard & Tranjerg 

Joint – kontorstol og bord designet af Anders Hermansen i 2012 

Foldit – foldebord designet af Erik Magnussen 

De resterende Engelbrechts-produkter vil Montana tage stilling til i løbet af det næste år.   

– Vi har besluttet os for at lægge de to brands sammen under Montana-brandet allerede nu. Egentlig havde vi forventet, at det ville vare lidt længere, men en af grundene til, at vi kan gøre det så hurtigt, er, at de to organisationer passer så godt sammen, vurderer Joakim Lassen. 

Flere af profilerne fra Engelbrechts har passet perfekt på det, Montana stod og manglede, forklarer direktøren, og dermed har virksomheden fået styrket både den danske retail- og kontraktforretning samt den tyske del af organisationen. Og så er de nye ansigter på holdet ifølge Joakim Lassen helt uundværlige, når det kommer til viden.  

– De kommer jo med det her kæmpestore kendskab til produkterne, som vi virkelig har brug for, og de seneste måneder er blevet brugt på benhård oplæring af vores ”gamle” organisation i de nye Engelbrechts-produkter, forklarer han og understreger, at det har gjort sig gældende på alle niveauer.  

– Morten (Engelbrecht, red.) er enormt dedikeret også til at fortælle historien om de her produkter, så han bruger meget tid på oplæring og på at dele ud af rigtig mange års erfaring, lyder det.  

Mod på mere men med måde 

Morten Engelbrecht, der grundlagde sin forretning i 1989, kommer i sin nye rolle til at koncentrere sig om produktudvikling på stoleområdet– et område, Montana ifølge Joakim Lassen har haft behov for at styrke. Det ligner altså på alle måder starten på et lykkeligt ægteskab, men Montana-direktøren understreger også, at den vellykkede proces ikke er kommet af sig selv.  

– Det tager tid og kræfter, og det er vigtigt, at man gør det godt for at få alle med. Det her var jo en forholdsvis lille organisation, men det er kun gået godt og glat, fordi vi har brugt ressourcer på det, slår han fast.  

Det er derfor også med en vis eftertænksomhed, svaret kommer, når han bliver spurgt, om han og Montana har mod på flere opkøb i fremtiden. 

– Jeg vil sige, jeg har fået respekt for sådan nogle opkøb. Vi har mod på mere, men vi skal først falde på plads i det her og virksomheden skal være moden og vise den nødvendige synergi. Vi kommer ikke til at købe op bare for at købe op eller få omsætning for enhver pris, men kommer der noget, der passer godt ind, så vil vi gerne, lyder det fra Joakim Lassen.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109