Royal Navy - første afsnit: Den engelske flåde – en gang verdens største
Royal Navy har en rig historie som kan spores tilbage til 1546. Op til Anden Verdenskrig havde Royal Navy verdens største flåde, som dominerede på alle verdenshave. Solen gik aldrig ned over Det Britiske Imperium, som dækkede en fjerdedel af kontinenternes areal, og tilsvarende udgjorde en fjerdedel af jordens befolkning.
Ud over adskillige baser i UK havde Royal Navy baser i Gibraltar, Malta, Alexandria, Bahrain, Ceylon, Singapore, Hong Kong, Mombasa, Simonstown (Sydafrika) og Bermuda.
Desuden havde Royal Navy et tæt samarbejde med Commonwealth-landene Australien, New Zealand og Canada til hvem Royal Navy solgte og udlånte skibe.
Flaget skulle vises
I modsætning til flåder i andre lande, var det derfor nødvendigt for den britiske flåde at have skibe spredt ud over det meste af kloden, hvilket krævede en anseelig flåde. Større reparationer og dokninger blev for det meste foretaget i UK, men også i Singapore, USA og Australien, hvilket medførte lange postionsrejser frem og tilbage til baserne.
Det var vigtigt for Storbritannien i fredstid at vise, at det stadig var et ’imperium’, hvorfor det at vise flaget ved flådebesøg rundt omkring i verden var og stadig er en vigtig funktion for Royal Navy.
Storbritannien kan kun dække halvdelen af eget forbrug, hvorfor den anden halvdel skal importeres. For at sikre forsyningerne til 50 mio. mennesker i UK under Anden Verdenskrig, var det derfor en livsvigtig opgave at eskortere og beskytte konvojer med handelsskibe, og bekæmpe truslen fra tyske ubåde. Royal Navy var således en væsentlig faktor til, at krigen blev vundet af de allierede.
Slaget ved Jylland
Verdens største søslag med slagskibe fandt sted ud for Jylland i 1916, hvor Royal Navy og den tyske flåde tørnede sammen. Her mønstrede Royal Navy 28 slagskibe og ni slagkrydsere mod Tysklands’ 16 slagskibe og 5 slagkrydsere.
Storbritanniens flåde var således en overmagt i antal, slagkraft og alder, hvorimod den tyske flåde var bedre pansret. Royal Navy mistede 14 skibe og næsten 7.000 mand mod Tyskland som mistede 11 skibe og cirka 3.000 mand. Især slagkrydserne var sårbare, og efter dette slag har Royal Navy kun fået bygget ’Hood’ i 1918 som slagkrydser.
En slagkrydser var et skib med svær armering, let pansring og høj fart og derfor en hybrid mellem et slagskib og en krydser.
Slagskibet var konge
Royal Navy fik i 1906 bygget et slagskib af helt nye og større dimensioner. Slagskibet fik navnet ’Dreadnought’ og dannede basis for alle fremtidige slagskibe som herefter fik betegnelsen ’Dreadnoughts’.
Op til slutningen af Den anden Verdenskrig udgjorde slagskibe fundamentet i Royal Navy. Slagskibe havde en svær pansring og store kanoner med lang rækkevidde, og var derfor superior i forhold andre krigsskibe. De var tunge hvilket kostede på farten, og ikke mindst var de kostbare at bygge, bemande og vedligeholde.
Et af de mest kendte var slagskibet ’Warspite’ fra 1913, som sejlede i 33 år for Royal Navy, og var med i intet mindre end 15 søslag, som strakte sig fra slaget om Jylland i 1916 til invasionen af Normandiet i 1944.
Den havde fire søsterskibe, hvor det ene ’Barham’ i 1941 blev torpederet af en tysk ubåd i Middelhavet, hvorefter den eksploderede med tab af 862 mand. To andre kendte slagskibe var ’Nelson’ og ’Rodney’ fra 1927 som havde 40,6 cm kanoner med en rækkevidde på 40 kilometer. Med overbygningen næsten helt agter, og tre kanonsæt foran havde de et mærkværdigt udseende.
Tyskernes ’Bismarck’
Nok det mest berømte søslag som også var det sidste blandt slagskibe, drejede sig om det tyske slagskib ’Bismarck’ som i 1941 sejlede op igennem Storebælt, og sammen med krydseren ’Prinz Eugen’ sneg sig ud i Atlanterhavet gennem Danmarks Strædet.
Royal Navy sendte slagskibet ’Prince of Wales’ og verdens største krigsskib - slagkrydseren ’Hood’ ud i søgen efter ’Bismarck’. Ved konfrontationen mellem skibene blev ’Hood’ ramt af ’Bismarck’ og eksploderede med tab af alle 1.400 ombord med undtagelse af tre mand.
Dette startede en jagt på ’Bismarck’ som satte kursen mod Frankrig for at få beskyttelse af Luftwaffe. Ved en tilfældighed befandt hangarskibet ’Ark Royal’ fra 1938 sig tæt på ’Bismarcks’ kurs, og sendte fly i luften.
Imidlertid var det overskyet, og da piloterne så et skib troede de at det var ’Bismarck’, og startede et angreb. Heldigvis ramte de forbi, for det viste sig at være Royal Navy-krydseren ’Sheffield’.
I næste angreb lykkedes det flyene fra ’Ark Royal’ med en torpedo at ramme roret på ’Bismarck’, som herefter mistede styreevnen, og således blev et let bytte for krydseren ’Dorsetshire’ som affyrede den afgørende torpedo mod slagskibet.
Sårbare slagskibe
I 1941 sendte Winston Churchill imod admiralernes anbefaling ’Prince of Wales’ og slagkrydseren ‘Repulse’ til Singapore for at beskytte byen mod invasion fra Japan. Imidlertid blev de to skibe ud for Malaysia angrebet og sænket af japanske fly, idet kanonerne på de to skibe ikke havde en tilstrækkelig høj vinkel til at forsvare sig mod styrtbombende fly.
Slagskibet ’Royal Oak’ lå i 1939 for anker i Scapa Flow, men imod alle odds, lykkedes det en tysk ubåd at snige sig forbi ubådsspærringer og torpedere ’Royal Oak’ med tab af 835 menneskeliv. Slagskibene ’Barham’, ’Prince of Wales’, ’Repulse’ og ’Royal Oak’ blev således ofre for angreb fra ubåde og fly, som udgjorde en langt mindre investering og bemanding.
Deres sårbarhed førte til, at det efter Den Anden Verdenskrig blev enden på bygning af slagskibe. Det sidste blev for Royal Navy leveringen i 1944 af slagskibet ’Vanguard’. USA fortsatte med de fire slagskibe af ’Iowa’ klassen op til Vietnam og Irak-krigen i 1991 – de var bygget 1943-44.
Krydseren var hurtigløber
Royal Navy havde 89 krydsere under Den anden Verdenskrig, men mistede de 26. Hvor slagskibene havde 35-40 cm kanoner, var krydserne udstyret med 15-20 cm kanoner med mindre rækkevidde end slagskibenes. Krydserne var lettere pansret, men havde en høj fart på over 30 knob, hvilket var deres styrke.
I 1939 huserede det tyske lommeslagskib ’Admiral Graf Spee’ i det Indiske Ocean og sydlige Atlanterhav, og sænkede adskillige britiske handelsskibe, som sejlede alene. Imidlertid var kaptajn Langsdorff på slagskibet venligt stemt, og tog britiske søfolk fra de skibe han havde sænket ombord på slagskibet, hvor de fik en god behandling.
Royal Navy sendte de tre krydsere ’Exeter’, ’Achilles’ og ’Ajax’ ud for at lede efter slagskibet, hvilket lykkedes, og det kom til en konfrontation mellem skibene ud for Uruguay. De tre krydsere angreb fra to sider, men ’Exeter’ blev svært beskadiget, og måtte sejle til Falklandsøerne for at reparere.
Museumsskib i London
’Achilles’ og ’Ajax’ fortsatte, og det lykkedes via deres fart og manøvreegenskaber at skade ’Admiral Graf Spee’ så meget, at det søgte tilflugt i Montevideo. Uruguays regering gav skibet 72 timer til at reparere skaderne, men samtidig spredte den britiske regering ’fake news’ om at der lå en større flåde af skibe og ventede på det tyske skib.
Den tyske kaptajn Langsdorff tog konsekvensen og fik sænket sit skib ved udsejlingen fra Montevideo, hvorefter han begik selvmord. Royal Navy’s krydsere var langdistance-skibe, som kunne operere alene og som hurtigt kunne positioneres til nye kritiske områder.
Krydserne var særdeles aktive under krigen, men kostbare at bygge og bemande, og blev derfor i fredstid erstattet af destroyere og fregatter, som blev fremtidens overfladeskibe. Der blev aldrig bygget flere krydsere til Royal Navy, og kun krydseren ’Belfast’ har overlevet som museumsskib i London.
Artiklen er en del af temaet Kultur.