23948sdkhjf

Møbelfabrik har ansat 100 på et år: Jagter 30 nye medarbejdere

I fynske Gelsted bliver der produceret klassikere som aldrig før. Selvom Carl Hansen & Søn det seneste år har ansat ikke mindre end 100 nye medarbejdere, mangler der således stadig hænder på fabrikken.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Personalechef Hanne Jessen fortæller til avisen, at møbelfabrikken lige nu er på jagt efter 25-30 nye medarbejdere, og det er især til produktionen, hvor der mangler maskinsnedkere, møbelsnedkere og polstrere samt ufaglærte flettere og lagerfolk.

Ifølge personalechefen har manglen på arbejdskraft endnu ikke kostet på kundefronten.

- Nej, så galt er det ikke endnu. Men det har forlænget leveringstiden på nogle af vores mest populære produkter, det er den elastik vi har, selv om der selvfølgelig er grænser for, hvor langt vi kan strække den, siger Hanne Jessen til avisen.

11. rekordår i træk

Meldingen om manglen på hænder kommer oven på et 2020, hvor der også blev løbet ualmindeligt stærkt på den fynske møbelfabrik.

For 11. år i træk satte Carl Hansen & Søn omsætningsrekord med en toplinje på 707 mio. kr. mens også bundlinjen nåede højeste niveau i virksomhedens 113-årige historie. Før skat lød resultatet på 93,3 mio. mod 2019’s 36,6 mio. kr. svarende til en vækst på hele 155 pct.

– Efterspørgslen på vores danske designklassikere er større end nogensinde før, både nationalt såvel som globalt, udtalte adm. direktør og tredje generation Knud Erik Hansen, da årsregnskabet blev offentliggjort i juni.

Han fortalte i samme forbindelse, at den høje efterspørgsel endnu ikke var dampet af – og at han heller ikke forventede, det ville ske lige med det første.

– Når jeg ser fremad, forventer jeg, at den rekordstore efterspørgsel på vores danske designklassikere fortsætter – både nationalt og internationalt. Vi har allerede set, at det er en tendens, som fortsætter i Q1 i 2021, så jeg ser meget lyst på fremtiden, udtalte møbeldirektøren.

Af årsrapporten kan man da også læse, at Carl Hansen & Søn regner med, at 2021 bliver endnu et rekordår. Således forventer klassikerproducenten et resultat for året, der er omtrent 20 pct. større end i 2020.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.083