23948sdkhjf

Ny Ege-direktør var slet ikke i tvivl: Der var ikke noget at sige nej til

For Rune Stephansen, 55 år, krævede det ikke mange spekulationer at sige ja til den nye post som adm. direktør hos Herning-baserede Ege Carpets.  

– Det er jo en meget hæderkronet dansk virksomhed med en flot historie og en spændende grundlægger i Mads Eg. Samtidig er det en virksomhed med produkter, der sælges globalt, og endelig er de meget stærke på hele CSR-dagsordenen og langt fremme på bæredygtighedssiden, fortæller den nyslåede direktør, der fik bekræftet det positive indtryk, da han mødtes med tæppekoncernens bestyrelse.

– Der var sådan set ikke noget at sige nej til, lyder det fra Rune Stephansen.  

Overskriften bliver vækst 

Den nye stilling er han tiltrådt, et år efter han forlod posten som adm. direktør hos Nobia Danmark. Direktørtitlen, som han bar i 4,5 år, blev sidste stop i den i alt 11 år lange karriere hos den svenske køkkenkæmpe, og skal Rune Stephansen selv pege på, hvorfor han er et godt match til den nye post, fremhæver han netop fraværet af tæppeerfaring.  

– Jeg kommer jo med nogle helt andre kompetencer og stor erfaring fra nogle andre brancher, så det er naturligt for mig at se på Ege og på branchen med lidt nye øjne. Men jeg har også stor, stor respekt for Eges position og for det arbejde, der er blevet gjort, så jeg kan forhåbentlig komme med lidt ny, god energi, og hjælpe virksomheden med at vokse, hvilket er det absolutte hovedmål, forklarer han.  

Rune Stephansen understreger også, at han som ny i tæppeland har meget at lære, og han er således endnu ikke meget for at blive konkret, når det kommer til ambitionerne i den nye stilling.  

– Men skal jeg sætte en overskrift på den kommende periode, er der ingen tvivl om, at det er profitabel vækst. De konkrete målsætninger er nogle, bestyrelsen og jeg først skal blive enige om, forklarer han.  

Dramatisk dag, fantastisk uge 

Da Wood Supply fanger Rune Stephansen på telefonen, har han netop overstået den første uge i Herning, og han tøver ikke med at beskrive den som fantastisk.  

Det var ellers lidt af en bombe, der mandag detonerede på Ege Carpets hovedkontor. Her landede beskeden om, at direktionen gennem 14 år, John Vestergaard og Svend Aage Nielsen, var skiftet ud med øjeblikkelig virkning, og ind på scenen trådte den nye direktør.  

– Det hører selvfølgelig med til historien, at den her situation kom som lidt af et chok for rigtig mange. Det er klart, at det ikke er alle i organisationen, der har syntes, at det var fantastisk, og for nogle er det naturligvis forbundet med en del usikkerhed, stærke følelser og en vis frustration, fortæller Rune Stephansen.  

Derfor er en stor del af de første fem arbejdsdage også gået med at mødes med medarbejderne og tale situationen igennem. 

– Både så de har kunnet få et indtryk af mig, og jeg af dem og Ege, og når jeg kigger tilbage, synes jeg virkelig, at det har været en rigtig god uge, lyder det fra direktøren, der altså kun er blevet yderligere bekræftet i, at beslutningen om at sige ja til jobbet var den rigtige.  

– Jeg er trådt ind i en meget stolt virksomhed med en tydelig kultur og den her herlige grundlæggerånd tilbage fra Mads Eg. Og så er den meget velinvesteret – produktionsapparatet er noget af det bedste, der findes i verden og står rigtig skarpt og flot, så det er en super velsmurt maskine, jeg er kommet til, det er helt sikkert, slår Rune Stephansen fast.  

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.098