23948sdkhjf

Køkkenkæde føjer 50 procent til overskuddet

Sydsjællandske Vordingborg Køkkenet lykkedes sidste år med at løfte toplinjen over den halve milliard, mens også indtjeningen blev forbedret. Det viser et nyt årsregnskab fra køkkenkæden, der tæller 27 danske butikker. 

Mens omsætningen voksede fra 445 til 502 mio. kr., landede årets driftsresultat på 65 mio. kr. sammenlignet med 43 mio. året forinden. Dermed kom Vordingborg Køkkenet ud af året med en overskudsgrad på 13 pct., hvilket er det højeste i mere end ti år.

Ifølge adm. direktør Hjalmar Hansen skyldes det gode resultat ikke mindst en stærk indsats fra kædens små 200 ansatte, der sammen med Vordingborg Køkkenets ledelse var med til at finde løsninger på, hvordan virksomheden skulle navigere gennem diverse coronarestriktioner.

– Jeg er så stolt over, at mine medarbejdere har taget et kæmpe ansvar og været med til at finde på nye måder at arbejde på. Tænk engang at være så heldig at have medarbejdere, der udviser så meget ansvar, arbejdsglæde og sammenhold i en situation, som ingen af os har oplevet før. Det kan man som direktør kun være stolt af, udtaler Hjalmar Hansen i en pressemeddelelse.

Medmenneskelighed i køberkartoteket

I årsrapporten kan Vordingborg Køkkenet konkludere, at corona ikke fik nogen negativ effekt på selskabets performance, og det blev heller ikke nødvendigt for virksomheden at gøre brug af regeringens hjælpepakker. Og mens direktøren dels fremhæver medarbejdernes indsats, peger han også på de købelystne køkkenkunder som en afgørende faktor.

–Den fleksibilitet vores kunder har udvist i en situation, som ingen af os nogensinde havde forestillet os at skulle stå i, er helt utrolig. Samarbejdet om at få tingene til at lykkes mellem køkkenkonsulenter og kunder har været uovertruffent. Det er fantastisk, den medmenneskelighed vi er blevet mødt med, lyder det fra Hjalmar Hansen, der kalder 2020 et ”vildt år” på mange måder.

Et vildt år der endte med at tegne sig for en 50 pct. bundlinjestigning og et overskud på 50,5 mio. kr., hvilket altså ifølge direktøren er de Vordingborg-ansatte og køkkenkundernes fælles fortjeneste.

– Derfor vil jeg dedikere Vordingborg Køkkenets regnskab i 2020 til vores medarbejdere og vores kunder, fastslår Hjalmar Hansen, der at dømme efter årsrapporten forventer, at holdånd såvel som købelyst strækker sig ind i 2021.

– Det er ledelsens forventning på regnskabsaflæggelsestidspunktet, at omsætning og resultat bliver på niveau med 2020 eller en anelse højere, lyder det her.

Vordingborg Køkkenet A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 502,4 444,8
Resultat af primær drift 65,2 43,2
Resultat før skat 64,7 43,0
Årets resultat 50,5 33,5
Balancesum 175,0 138,8
Egenkapital 75,8 58,3
Gns. antal ansatte 187 186
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.281