23948sdkhjf

Nærmere 70-procents målet end ventet: Store udfordringer venter forude

Politikere har fundet 8,2 af de 20 millioner ton CO2, der skal reduceres med i regeringens 2030-plan.

Det går en smule bedre end ventet med at få taget 20 millioner ton CO2 ud af det årlige danske udslip inden 2030.

De 20 millioner ton skal nås for at leve op til målet i klimaloven om at skære udledningen af drivhusgasser med 70 procent i forhold til niveauet i 1990.

Ifølge en fremskrivning fra Energistyrelsen vil Danmark med de nuværende politiske tiltag have skåret udledningen med 55 procent i 2030.

Tidligere er regeringens rådgivende organ på klima, Klimarådet, nået frem til, at den nuværende politik ville føre til reduktioner på 54 procent.

Da klimaloven blev forhandlet på plads, var regnestykket, at Danmark skulle nedbringe den årlige udledning af drivhusgasser med 20 millioner ton frem mod 2030.

De seneste års politiske aftaler og blandt andet udviklingen på energiområdet har betydet, at der ifølge Energistyrelsen vil være skåret 8,2 millioner ton fra i 2030. Det svarer til, at 41 procent af målet er nået.

Hviler ikke på laurbærrene

Klimaminister Dan Jørgensen (S) understreger, at fremskridtet ikke betyder, at man hviler på laurbærrene.

- Vi kan nu se, at vi på halvandet år er nået 41 procent af den udfordring, som vi har ti år til at løse.

- Det er ganske godt, men det er selvfølgelig klart, at der stadig er rigtig store udfordringer foran os - herunder i landbruget, siger Dan Jørgensen.

Han mener ikke, at det er de lavest hængende frugter, der er blevet høstet i første omgang for at nedbringe Danmarks CO2-udledning.

- Vi har over det seneste år sat en slutdato på olie og gas i Nordsøen, besluttet at lave verdens første havvindmølleøer og aftalt at omstille den danske bilpark og affaldssektoren, så man kan ikke sobert sige, at det bare er nemme ting, vi har lavet, siger Dan Jørgensen.

- Når det så er sagt, så bliver det måske endnu vanskeligere fremadrettet, fordi vi også skal til at udvikle nye løsninger - for eksempel i landbrugssektoren, siger Dan Jørgensen.

En smule større

Reduktionen i fremskrivningen er en smule større, end man antog i ministeriets analyse i 2020.

Her forventedes det, at man i 2030 ville have reduceret udslippet med 6,3 millioner ton CO2. Med andre ord havde ministeriet fundet 31,5 procent af de det CO2-udslip, der ifølge regerings plan skal være ude af det danske klimaregnskab i 2030.

Årsagen til at fremskrivningen er blevet bedre, skal især findes på gasområdet, skriver ministeriet. Gassen i Danmark bliver markant grønnere, fordi der bliver produceret mere biogas.

En mindre del af reduktionen skyldes desuden en teknisk nedjustering af den forventede udledning fra blandt andet lavbundsjorder og færre forventede udledninger fra el- og varmeproduktion.

Smertensbarn

Lige netop lavbundsjorder har et kæmpe uudnyttet potentiale. Det mener SF, der vil finde en besparelse på otte millioner ton CO2 i landbruget.

- Klimafremskrivningen viser, at det går bedre end frygtet, men også at det store smertensbarn i omstillingen bliver landbruget.

- Det helt centrale bliver, at vi får taget over 100.000 hektar lavbundsjord ud, og at vi går fra, at der bliver dyrket foder til vores dyr, til at der bliver dyrket mad til mennesker på vores marker, siger klimaordfører Signe Munk (SF).

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.188