23948sdkhjf

Ny analyse: Nogle erhvervsskoler er dårlige til at samarbejde med erhvervslivet

Både Techcollege i Aalborg og Erhvervsskolerne i Aars uddanner fremtidens smede, og har derfor kontakt til mange virksomheder, der har ansat smedelærlinge.

Men når man spørger det lokale erhvervsliv, er der væsentlig større tilfredshed med sidstnævnte skole end førstnævnte, når det gælder samarbejdet. Og generelt halter samarbejdet for en del skoler. Nogle skoler scorer 8,63 på en skala fra 1 til 10, mens andre havner nede omkring 6,35.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Samarbejdet er især vigtigt, når det gælder lærepladser, for drømmen om at blive for eksempel murer, frisør, gartner eller kontorassistent kræver først en læreplads. Og i en aftale mellem regeringen, arbejdsgivere og lønmodtagere fra slutningen af 2020, har erhvervsskolerne fået det fulde ansvar for at skaffe lærepladser til de elever, der ikke selv er lykkedes med at finde en plads.

Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark, mener samarbejdet mellem skoler og virksomheder er helt afgørende for at kunne tilfredsstille fremtidens store behov for faglært arbejdskraft, og at nogle erhvervsskoler skal stramme sig mere an.

- Vi står over for at mangle næsten 100.000 faglærte i 2030, og flere faglærte kræver blandt andet flere lærepladser. Derfor skal skolerne blive bedre til at række ud til virksomhederne og vise dem, at de prioriterer dem. Virksomhederne kan ikke være eksperter på uddannelsessystemet, og derfor er særligt de mindre virksomheder meget afhængige af et godt samarbejde. De har ikke en HR-afdeling, som kan følge op på eleverne. Dér har de brug for en ekstra service fra skolerne, hvis eleverne skal få et godt forløb, siger han i en pressemeddelelse.

Han peger på, at det ofte kan være helt lavpraktiske ting, der gør forskellen på en skole, der får en høj score og en skole, der får en lav.

- Det handler tit om manglende eller dårlig dialog mellem skolen og virksomhederne. Det kan eksempelvis være, at virksomhederne ikke har kunnet få fat på skolerne eller ikke har haft en konkret kontaktperson. Det er sådanne ting, som kan være afgørende i en travl hverdag, hvis det skal fungere. Og hvis virksomhederne får nogle dårlige erfaringer, så bliver de jo mere tilbageholdende med at ansætte elever, siger Kasper Munk Rasmussen.

Analysen viser, at der er klar tendens til, at mindre virksomheder vurderer samarbejdet med erhvervsskolerne dårligere end større virksomheder.

Kasper Munk Rasmussen peger på, at skolerne skal betragte virksomhederne som deres gode kunder, der løbende skal plejes.

- Det handler blandt andet om, at medarbejderne på skolerne skal have et konkret kendskab til virksomhederne. Det skal ikke bare være virksomheder, man ringer til hvert andet år, når man skal have afsat en elev. Det skal være nogle, man er i løbende dialog med, så man har en fornemmelse af, hvilke elever, der præcis ville passe til den enkelte virksomhed. Det kræver en helt tæt dialog, som nogle skoler har etableret i dag. Skolerne får næsten 300 millioner kroner om året til praktikpladsområdet, så det må man kunne forlange, siger han.

Han forslår, at et godt samarbejde med erhvervslivet og evnen til at skaffe mange, ekstra lærepladser bør kunne ses på skolens pengepung.

- Der er behov for, at tilbagemeldingerne fra virksomhederne bliver taget seriøst, og at de skoler, der ligger sidst i feltet gør en indsats for at rette op. Her kunne det hjælpe, hvis pengene fulgte de skoler, der gør det godt på det her område. Dette kunne for eksempel være i form af en tilfredshedspræmie til de skoler, der ligger over et vist niveau, siger han og tilføjer, at SMVdanmark ikke har en konkret model på plads, men i første omgang lægger op til videre debat om, hvordan samarbejdet mellem skoler og virksomheder kan blive endnu bedre.

Læs analysen her og se hvor gode erhvervsskolerne i dit område er til at samarbejde med erhvervslivet.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.09