23948sdkhjf

Milton Huse øger omsætningen med mere end 50 procent

Milton Huse, der er blandt landets største typehusfirmaer, øgede i 2020 omsætningen med hele 52 pct. til 1,8 mia. kr. Omsætningen var næsten ligeligt fordelt mellem grundforretningen med enfamilieshuse og aktiviteterne inden for rækkehuse, skriver husbyggeren i en pressemeddelelse. 

– Vi vil være Danmarks største leverandør af personlige huse, og i 2020 tog vi et ekstra skridt på den rejse. Væksten var bredt funderet, på tværs af geografier og aktiviteter, siger adm. direktør og hovedaktionær Erik Rehnquist i pressemeddelelsen. 

Milton Huse designer, sælger og bygger individuelt tilpassede enfamilieshuse samt rækkehuse til både professionelle investorer og forbrugere, og i 2020 byggede koncernen mere end 1.000 huse. 

Driftsresultatet steg i 2020 til 137 mio. kr. mod 21 mio. kr. i 2019, mens årets resultat før skat blev 127 mio. kr. mod 13 mio. kr. i 2019. Forbedringen skyldes især væksten i salget, men også bedre marginer og lavere udgifter til salg, markedsføring og distribution bidrog til fremgangen. Desuden var indtjeningen i 2019 negativt påvirket af fusionen med det tidligere opkøbte byggefirma Menzer & Kristensen. 

Hele resultatet overføres til reserverne for at styrke kapitalgrundlaget og geare koncernen til fortsat vækst. Ved udgangen af 2020 var koncernens egenkapital næsten fordoblet til 195 mio. kr., og soliditetsgraden inkl. minoriteter var øget til 20 pct. fra 15% i 2019. Justeret for gæld til andre virksomheder i familien Rehnquists ejerkoncern, F Holding Horsens ApS, var soliditeten i Milton Huse 29 pct. 

Stadig grund at få – og 70’er huse at rive ned

Væksten i Milton Huses aktiviteter fortsætter i 2021, og virksomheden har pt en ordrebog med cirka 1.200 huse i 2021 og cirka 1.400 huse i 2022. 

– Med Aarhus og København som undtagelser er der fortsat attraktive grunde til rådighed, og samtidig er der et stigende behov for at udskifte parcelhuse fra 1970’erne, som både driftsøkonomisk og energiøkonomisk er dårlige, siger Erik Rehnquist. 

Milton Huse åbnede i 2019-20 nye afdelinger i Viborg, Aarhus og Esbjerg, så flere potentielle kunder på nærmeste hold kan serviceres i en lokalt forankret afdeling. I 2021 er Milton Huses landsdækkende netværk yderligere udbygget med nye afdelinger i Holstebro og Aabenraa for enfamilieshuse (B2C) samt en ny afdeling i Fredericia for rækkehuse (B2B). Virksomheden har nu afdelinger i 14 byer. 

Milton Huse har i dag ca. 180 medarbejdere mod 135 ansatte i gennemsnit i 2020. Virksomheden beskæftiger selv enkelte håndværkere, men langt de fleste byggeopgaver er outsourcet til mangeårige, eksterne samarbejdspartnere 

Ændringer i toppen

Ved indgangen udvidede Milton Huse i koncernledelsen, så den ny tæller CEO Erik Rehnquist, COO Lars Arenfeldt Jensen (tidligere CFO), CFO Michael Hvid (tidligere koncernøkonomichef) og Juridisk direktør Christian Toft (tidligere juridisk chef). 

Erik Rehnquist, Lars Arenfeldt Jensen og Michael Hvid udgør nu direktionen.

Milton Huse er familieejet. Udover Erik Rehnquist, som etablerede virksomheden i 2013, er aktionærerne hans børn, Christina Rehnquist (ansvarlig for indretning og design) og Søren Rehnquist (byggeleder).  

Milton Huse A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 1.770 1.161,5
Bruttoresultat 244,1 142,4
Resultat af primær drift 137 20,5
Resultat før skat 126,5 13,3
Årets resultat 98,3 10,4
Egenkapital 195,1 104,3
Antal ansatte 136 136
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078