23948sdkhjf

Google-direktør og Widex-stifters barnebarn tiltræder WS Audiologys bestyrelse

Den danske høreapparat-producent WS Audiology får to nye bestyrelsesmedlemmer, når Malou Aamund og Adam Westerman tiltræder 1. marts. Det meddeler WS Audiology i en pressemeddelelse.

Adam Westermann er barnebarn af medstifter af Widex, Erik Westermann, og medejer af WS Audiology. Han er også en af virksomhedens forskere og leder WSA’s Signal Processing Team i Lynge, der udvikler løsninger inden for audiologi og signalprocessering.

Adam Westermann er uddannet cand.polyt. fra DTU og har en Ph.D. i hørevidenskab fra Macquarie University og National Acoustic Laboratories i Sydney.

Malou Aamund er direktør for Google Danmark og beskrives som en stærk og betroet erhvervsleder med dyb digital indsigt. Hun havde ledende stillinger i Microsoft og IBM, inden hun kom til Google. Fra november 2007 til maj 2011 var Malou Aamund i øvrigt medlem af Folketinget.

Hun er bestyrelsesmedlem i flere virksomheder og forkvinde for Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljøministeriet. Malou Aamund er uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School.

- Vi er begejstrede for, at Malou Aamund og Adam Westermann indtræder i vores bestyrelse. Malous imponerende karriere hos nogle af verdens største teknologivirksomheder gør hende til en fantastisk tilføjelse til vores hold, siger Marco Gadola, bestyrelsesformand for WS Audiology.

- Og vi er lige så begejstrede over, at Adam Westermann indtræder i bestyrelsen som stifternes og ejernes repræsentant, der samtidig tilfører bestyrelsen dyb indsigt i forskning og udvikling. Med disse fremragende nye medlemmer har vi nu en af de stærkeste og mest fremtidsorienterede bestyrelser i høreapparatindustrien, siger bestyrelsesformanden.

På direktionsgangen ser WSA’s administrerende direktør, Eric Bernard, også frem til at de to nye bestyrelsesmedlemmer tiltræder.

- Jeg er glad for, at Malou Aamund og Adam Westermann bliver en del af WSA’s bestyrelse. Jeg ser meget frem til at kunne trække på deres rådgivning og unikke indsigt. Udnævnelserne er endnu et skridt på vejen i vores næste vækstfase, siger Eric Bernard.

WS Audiologys bestyrelse: 

- Marco Gadola, formand
- Jan Tøpholm, næstformand
- Malou Aamund
- Egbert van Acht
- Marcus Brennecke
- Jes Munk Hansen
- Kasper Knokgaard
- Karen Prange
- Julian Tøpholm
- Adam Westermann

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.079