23948sdkhjf

Nyt projekt skal hjælpe SMV’er til at blive klimaklar

Fremstillingsindustrien og DI tilbyder SMV-medlemmer et nyt rådgivningsforløb, der skal styrke virksomhedernes vækst og konkurrenceevne gennem CO2-beregning, klimastrategi og branding.

Klimadagsordenen fylder allerede meget hos store industrivirksomheder som Grundfos og Danfoss, men det er de færreste underleverandører, der umiddelbart kan leve op til kravene. Virksomhederne mangler data om deres klimaaftryk, de mangler viden om klima og bæredygtighed generelt, og de mangler, ikke mindst, ressourcer til at realisere ønskerne om at blive mere klimavenlige.

- Det er helt afgørende for danske virksomheders konkurrencekraft, at de proaktivt arbejder med den grønne omstilling og får styr på deres klimaaftryk. Det forventes af kunderne, og de forventninger vil stige i fremtiden. Derfor igangsætter vi nu et projekt, der konkret hjælper 50 virksomheder godt på vej. Viden og erfaringer fra virksomhedsforløbene skal efterfølgende bredes ud, så arbejdet med SBTi (Science Based Targets Initiative, red.) i stigende grad bliver normen fremfor undtagelsen i dansk erhvervsliv. Også hos de små og mellemstore virksomheder, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond, i en pressemeddelelse.

Viden om eget aftryk bliver ifølge projektet i stigende grad guld værd for de små og mellemstore virksomheder. De store virksomheder forventer nemlig, at deres leverandører har styr på klimaaftryk og bæredygtighed. Dermed bliver det at være klimaklar en konkurrencefordel for danske underleverandørvirksomheder. 50 virksomheder skal være med i projektet, og de får eksperthjælp til at lægge en plan for, hvordan deres virksomheder og ikke mindst deres produkter og services kan blive mere klimavenlige.

- Globale krav til klima- og bæredygtighedsdokumentation udfordrer danske underleverandører, som ikke har styr på deres data og indsatser. Det betyder, at de risikerer at blive hægtet af den globale udvikling, siger Jacob Kjeldsen, chef for Fremstillingsindustrien.

En vigtig del af projektet er derfor også at give virksomhederne værktøjer, der gør dem i stand til at dokumentere, at de gør en reel indsats for klimaet.

Meningen er, at erfaringerne fra projektet skal bredes ud til de mange små og mellemstore virksomheder, som udgør rygraden i dansk erhvervsliv.

Læs mere på www.di.dk/klimaklarSMV.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.067