23948sdkhjf

Mette og Dan skal lede ny global IEA-kommission for social retfærdig grøn energiomstilling

Danmark skal lede Det Internationale Energiagenturs (IEA) nye globale kommission ’Our Inclusive Energy Future: The Global Commission on People-Centred Clean Energy Transitions’.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er udnævnt som formand for den nye globale energikommission. Statsminister Mette Frederiksen er protektor for kommissionen, der skal være med til at sikre en social retfærdig omstilling til ren energi i verden.

Medlemmerne af kommissionen skal identificere og undersøge de vigtigste økonomiske og sociale udfordringer, som den grønne omstilling medfører og komme med løsningsforslag på dilemmaerne. Det drejer sig blandt andet om udfordringer omkring økonomisk rimelighed, grønne jobs og vækst, inklusion, adfærd og befolkningernes deltagelse i den grønne omstilling.

- Jeg er utroligt glad for rollen som formand for IEA’s nye kommission, der skal være med til at sikre en retfærdig grøn omstilling internationalt. Det er helt centralt for regeringen, at omstillingen til vedvarende energi sker socialt balanceret, og sikrer, at hele verden kan deltage aktivt i den grønne transformation. Jeg håber, at IEA’s nye kommission kan styrke det fokus, så flere lande kommer til at levere flere reduktioner i de kommende år. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå ambitionerne i Paris-aftalen, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.  

Kommissionen vil bestå af 20-25 personer, herunder ministre og direktører fra internationale organisationer.

- Imens omstillingen til grøn energi får vigtig momentum, er det essentielt for dens succes, at det sker inkluderende og centreret omkring befolkningen. Mange lande fokuserer nu på det her område og ser på mulighederne for at udveksle ideer og gode råd. Medlemmerne af vores nye globale kommission for en retfærdig grøn energiomstilling vil lede den globale dialog og dele oplevelser og forbedre praksis på området. Danmark har allerede vist betydelig global lederskab inden for dette emne, og derfor er jeg glad og beæret over, at statsminister Mette Frederiksen har sagt ja til at være protektor for kommissionen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til at være formand, siger Fatih Birol, administrerende direktør for Det Internationale Energiagentur.

Kommissionen skal munde ud i konkrete politikanbefalinger i efteråret 2021 forud for COP26 i november.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094