23948sdkhjf

Hollændere køber bid af Fiberline

Den hollandske bank ABN Amros Energy Transition Fund har købt 34 procent af aktierne i den danske kompositproducent Fiberline Composites.

Dermed får Fiberline frisk kapital til at ekspandere sine aktiviteter inden for kompositpultrudering til vindmøllevinger.

Peter Smit, investeringschef i ABN Amro ETF, udtaler i den forbindelse:

- Fiberline Composites har vist, at de har succes med at få deres innovative materialer indbygget i verdens længste og mest avancerede vindmøllevinger. Denne forretning passer perfekt til vores strategi om at investere i virksomheder, der kan spille en nøglerolle i at sætte skub i omstillingen i energisektoren.

Hos Fiberline er administrerende direktør Ole Arenfeldt Jensen glad for den nye medejer:

- Vi er stolte over at kunne tiltrække en stærk og seriøs investor. Vi ser frem til at accelerere vores vækststrategi for vindmøllevinger, hvor vi i tre årtier har været pionerer indenfor pultruderede glas- og kulfiberkomponenter. Mere avancerede vinger er nøglen til succes i vindsektoren. Efterhånden som vingerne bliver længere og mere avancerede, bliver pultruderede emner en uundværlig komponent, siger han.

Fuldt fokus på vind og ny stærk bestyrelse

Efter godkendelse vil Fiberline vælge en ny bestyrelse bestående af en række sværvægtere fra den globale vindsektor, herunder den tidligere direktør i LM Wind Power, Marc de Jong, tidligere direktør i JSB, Frank V. Nielsen, samt tidligere indkøbsdirektør i Vestas og nuværende direktør i Jysk Energi, Lars Naur.

Peter Thorning vil fortsætte i sin rolle som bestyrelsesformand, og Pieter Smit vil repræsentere ABN Amro EFT.

Fiberline Composites vil fremover dedikere sig 100 procent til vindsektoren. Anledningen benyttes samtidig til at oprette et selvstændigt selskab for Fiberlines byggeri-division. Dette selskab vil forblive i familien Thornings hænder og navngives Fiberline Building Profiles A/S.

Transaktionen skal godkendes af de tyske konkurrencemyndigheder i Bundeskartellamt.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078