23948sdkhjf

Designvirksomhed konkurs i kølvandet på direktørs personlige konkurs

Danish Modern Now ApS med binavnene Askman Design ApS og ASKMAN ApS er taget under konkursbehandling. Det bekræfter advokat Tom Jensen, der er udpeget som kurator.

Han oplyser over for Wood Supply, at det er en lønmodtager, der ikke har fået sin opsigelsesløn, der ligger til grund for konkursbegæringen.

Begæringen indløb d. 6. november, og forud er gået en periode med en række konkurser for Peter Larsen, direktør og tidligere ejer af Danish Modern Now.  

Midt i oktober gik Peter Larsens leasingselskab Scanleasing konkurs efter selskabet var forsøgt rekonstrueret. Umiddelbart efter kom det frem, at Peter Larsen i samme anledning var begæret personligt konkurs, og mediet Finans kunne sidst på måneden berette, at yderligere seks selskaber, som Peter Larsen helt eller delvist ejede enten var under tvangsopløsning, likvidation eller netop gået konkurs.

Nu har konkursbølgen altså også nået Peter Larsens designselskab Danish Modern Now, der ifølge det centrale virksomhedsregister blev stiftet i 2018. Her var Peter Larsen indtil d. 28. september registreret som ejer, men 12 dage inden han blev taget under personlig konkursbehandling, blev ejerskabet ifølge registreret overdraget til Majken Bjerg Larsen, Malthe Emil Bjerg Larsen, Emma Amalie Bjerg Larsen samt Ulrik Havndrup. Sidstnævnte var også en del af bestyrelsen i Scanleasing.

Askman og Askman

Danish Modern Now har binavnet Askman Design Aps, og en google-søgning på dette firmanavn leder til hjemmesiden askmandesign.com. Fredag morgen ringer Wood Supply til det nummer, der er angivet på denne hjemmeside, og her afviser man enhver tilknytning til Peter Larsen og Danish Modern Now.

Det oplyses, at hjemmesiden tilhører virksomheden Askman Design Danmark, der står opført i det centrale virksomhedsregister med eget cvr-nummer og adresse i Kerteminde. Af registret fremgår dog også et sammenfald i personkredsene bag de to virksomheder. Således er Askman Design Danmark ejet af Emma Amalie Bjerg Larsen, mens Majken Bjerg Larsen sidder på direktørposten.

Ifølge hjemmesiden har Askman Design Danmark desuden et showroom på Esplanaden 6 i København, hvor Danish Modern Now har adresse, mens virksomheden ifølge sin Linkedin-side har adresse på Vejlevej 361 i Kolding, hvor Scanleasing havde adresse.

Danish Modern Now har kun offentliggjort et enkelt årsregnskab siden selskabets stiftelse. I regnskabsåret 2018/19 lød virksomhedens nettoomsætning på 1,6 mio. kr., mens resultatet landede på – 4,6 mio. kr. Ved åerts udgang lød den samlede gæld i selskabet på 11,2 mio. kr.

Det er ikke lykkedes for Wood Supply at komme i kontakt med hverken ejer eller direktør i nogen af de to selskaber.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094