23948sdkhjf

Grøn milepæl: 100 procent af Hofors biomasse er certificeret bæredygtig

Den nylige politiske aftale om biomasse stiller krav om, at alle danske el- og varmeværker skal kunne dokumentere, at de kun anvender biomasse fra skove, der er i vækst, og hvor biodiversiteten beskyt­tes.

I den sammenhæng oplyser Hofor, at al den biomasse, selskabet  benytter, er certificeret bære­dygtig.

- Da vi opgjorde vores leverancer for sidste år, kunne vi med tilfredshed konstatere, at vi var nået i mål med vores ambition om, at 100 pct. af vores biomasse skal være certificeret bæredygtig. I 2018 var tallet 81 pct., så det er yderst tilfredsstillende med den fulde målopfyldelse. Det betyder, at vi kun bruger biomasse fra bæredygtigt og moderne drevet skovbrug,siger Hofors forsyningsdirektør Jane Egebjerg Andersen i en pressemeddelelse.

Tre certificeringsordninger

Hofors biomasse er certificeret efter følgende tre certificeringsordninger for bæredygtig biomasse Sustainable Biomass Program (SBP), Forest Stewardship Council (FSC) og Programme for Endorsement of Forest Certification Schemes (PEFC).

- I Hofor har vi valgt at benytte SBP-certificering som primært krav til leverandører. SBP adskiller sig bl.a. fra FSC og PEFC ved have specifikt fokus på biomasse til energi og ved at inkludere CO2-data fra alle led i leverandørkæden, siger Jane Egebjerg Andersen.

Godt med klare regler

De nye regler fra politikerne på Christiansborg er strammere end EUs regler om bæredygtighed og strammere end den frivillige brancheaftale.

- Det betyder, at der nu kommer tydelige retningslinjer for, hvilken type biomasse vi må bruge i Danmark, og at der kommer klarhed over, hvem der er underlagt de nye lovkrav, siger Jane Egebjerg Andersen.

Hofor er således godt tilfreds med de nye krav til biomassen.

- Bæredygtighed er en integreret del af vores måde at drive forretning på, siger Jane Egebjerg Andersen.

Kommenter på artiklen (4)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.064