23948sdkhjf

Betonboss køber sig ind i trævirksomhed

Den nordjyske betonboss Torben Enggaard har brugt det meste af livet på at hellige sig det grå og massive byggemateriale beton, men nu kaster erhvervsmanden også sin kærlighed på det mere bæredygtige og lette alternativ; træ. 

- Jeg har været betonmand, siden jeg blev født, og det er jeg stadigvæk. Men man kan også forelske sig i et andet materiale, siger Torben Enggaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Torben Enggaard har stået i spidsen for betonelementvirksomheden Ambercon i over 15 år, men den garvede betonboss valgte 1. september i år at forlade hjørnekontoret for at hellige sig tid til andre investeringer i eget navn. 

En af de første investeringer, den erfarne byggemand har valgt at lave, er i CLT Denmark. Virksomheden blev stiftet i 2019 og distribuerer CLT-elementer, en form for krydslamineret massivtræ, på det danske marked (se faktaboks nederst).

Her overtager Torben Enggaard en minoritetspost.

- Der skal ske noget. Byggeriet er under pres og skal levere en betydelig andel af den 70 procents reduktion af CO2, vi skal nå i 2030. Det kan vi kun, hvis vi tør udfordre vaner og traditioner og tænke ud af boksen, siger Torben Enggaard. 

Betonbranchen kan ikke nå 2030-mål 
Det kan virke paradoksalt at investere i træ, når man har beskæftigtet sig med beton hele livet, og man kan få den tanke, at de to virksomheder spiller på to forskellige hold.

Men Torben Enggaard understreger, at investeringen ikke har til hensigt at spænde ben for hjertebarnet Ambercon. I stedet skal de to virksomheder spille tæt sammen. 

- Beton kan ikke stå alene i fremtiden, og hvorfor skulle det også det? Beton og træ kan en helt masse sammen, og med investeringen i CLT Denmark sikrer jeg mig, at Ambercon stadigvæk kan være med i fremtiden, siger han.

Torben Enggaard tror nemlig ikke på, at betonbranchen i dens nuværende forfatning kan nå målet om 70 procents reduktion i 2030, hvorfor han spår, at flere betonvirksomheder må se sig overhalet af mere bæredygtige konkurrenter i fremtiden.

- Betonbranchen, som den ser ud, kan ikke levere de mål, som vi skal nå i 2030. Det må branchen forstå og handle efter. Jeg er bange for, at et pænt antal betonvirksomheder, som ikke allerede har lært lektien, vil blive kørt ud over afgrunden i årene fra 2023 og frem mod 2030, siger Torben Enggaard.

- Vi kan ikke dispensere os til at fortsætte med at køre rundt i vores ”dieselhakkere”. Træ er på mange måder byggeriets el-bil. Løsningerne findes i hybrider og fremtidige bæredygtige systemleverancer, tilføjer han. 

Et samlet produkt med beton og træ
Derfor skal CLT Denmark og Ambercon også arbejde tæt sammen i fremtiden. 

- Vi kommer til at kunne tilbyde et mere bæredygtigt produkt og en systemløsning, hvor beton og træ er kombineret. Der er en enorm synergi mellem de to virksomheder, siger Torben Enggaard.

Helt konkret tror betonbossen på, at man fremover skal erstatte beton med træ, når man bygger for eksempel indvendige vægge og etageadskillelser.  

- En del af Ambercons strategi er, at vi skal lave flere facader. Vi laver ikke huldæk i dag, og vores produktion af indvendige vægge er så forsvindende lille. Så det udhuler ikke Ambercons produktion eller forretning. Tværtimod kommer vi til at kunne tilbyde en større pakke, siger Torben Enggaard.  

Og den erfarne byggemand vil fortsætte med at foretage investeringer i "spændende virksomheder" i fremtiden, siger han: 

- Torben Enggaard Group skal investere i projekter indenfor byggeriet, og her går jeg primært efter projekter, der tager udgangspunkt i bæredygtighed, siger han.

CLT Denmark A/S

CLT Denmark er grundlagt af direktør Per Thomas Dahl og direktør Mads Raaschou i 2019 med det formål at øge anvendelse af CLT - krydslamineret massivtræ – på det danske marked.

CLT Denmark rådgiver og leverer CLT-elementer produceret af KLH fra Østrig, som er markedsleder og har leveret til mere end 30.000 projekter verden over. KLH har netop opnået Svanemærke, som eneste konstruktionsmateriale på det danske marked.

CLT Denmark tilbyder leverancer og montage af CLT alt efter
kundens præferencer. Samarbejdspartnere er arkitekter, rådgivende ingeniører, private, almene og offentlige bygherrer, typehusfirmaer og andre byggeaktører. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.112