23948sdkhjf

Byggeriet er blandt de brancher med færrest coronasmittede

Bygge- og anlægsbranchen er ikke gået helt fri for positive coronatests. Men byggeriet er blandt brancherne med færrest smittede, når man sætter antallet op mod det samlede antal beskæftigede. 

Det viser nye tal fra Statens Serum Institut og Sundhedsdatastyrelsen, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Knap 50.000 personer i bygge- og anlægsbranchen er blevet testet, og 431 er ifølge opgørelsen testet positive, siden virussen begyndte at bide sig fast herhjemme i begyndelsen af marts. Det svarer til 0,27 pct. af de ansatte i byggeriet. 

Dermed er byggeriet kun overgået af brancherne ”energiforsyning” samt ”landbrug, skovbrug og fiskeri”, når man ser smitten i forhold til det samlede antal beskæftigede de steder.

Omvendt ligger sundhed- og socialvæsenet ikke overraskende højest med 1,07 pct. af de ansatte ramt af smitten. Kigger man alene på antal smittede er byggeriet med 431 i midterfeltet.

Hos DI Dansk Byggeri påpeger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, at en medvirkende årsag til det lavere smittetal i bygge og anlæg kan være, at meget af arbejdet foregår udendørs. 

Derudover fremhæver hun, at fagbevægelsen samt arbejdsgiver- og byggeherresiden hurtigt sammen kom ud med en branchevejledning oversat til flere sprog med budskab om vigtigheden af afstand og hygiejne. 

- Vi stod sammen og sagde, at bygge og anlæg sagtens kan arbejde videre, hvis man holder afstand, husker hygiejnen og så vidt muligt arbejder udendørs, siger Mette Møller Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.093