23948sdkhjf

Kendt tech-topchef overtager formandskab efter Lars Nørby Johansen

André Rogaczewski fra IT-selskabet Netcompany er ny formand for Fonden for Entreprenørskabs bestyrelse. Han afløser Lars Nørby Johansen, som har siddet på posten siden 2011. Det oplyser Fonden for Entreprenørskab i en pressemeddelelse.

- Verden ændrer sig hastigt og virksomhederne har hele tiden behov for at genopfinde sig selv. Her spiller entreprenørskab en helt afgørende rolle for at skabe nye arbejdspladser, højere velstand og mere velfærd. Der skal samtidig lyde en kæmpestor tak til Lars Nørby Johansen for hans store engagement og vigtige indsats som formand gennem mange år, udtaler André Rogaczewski i pressemeddelelsen.

André Rogaczewski er medstifter og adm. direktør i Netcompany, der i dag er en af de mest succesrige it-virksomheder i Norden med mere end 2500 medarbejdere på tværs af 10 kontorer i 6 lande.

André Rogaczewski er uddannet cand.scient. i datalogi ved Aalborg Universitet, og udover sin direktørpost i Netcompany, sidder han i flere bestyrelser og på tillidsposter. Bl.a. som formand for Teknologipagtrådet, som blev nedsat af regeringen i 2018 og som arbejder for, at flere tilegner sig tekniske, naturvidenskabelige og digitale kompetencer.

- Det har været en glæde at være med i Fonden for Entreprenørskabs arbejde igennem de seneste ni år. Det er dejligt at se, at entreprenørskab i dag fylder markant mere i uddannelserne og i de unges aktive valg, og også at flere unge etablerer egne virksomheder. Der er dog stadigt et stort arbejde tilbage, før entreprenørskab er en naturlig del af alle uddannelser - et arbejde jeg ved, at Fonden og dens partnere arbejder for hver dag, siger Lars Nørby Johansen i pressemeddelelsen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078