23948sdkhjf

Ny leverandør af energianlæg høster små og store ordrer på stribe

Tidligere på året – lige da coronaen var på sit højeste – kunne stifter og direktør i virksomheden Krebs A/S Morten Krebs trøste sig med at tre ordrer gav en solid buffer i en tid hvor landet næsten var gået i stå.

Læs også: Ny leverandør af energianlæg vil fordoble medarbejderstaben i år

Her fire måneder senere er de tre ordrer eksekverede eller godt i gang og tre nye energianlæg kan snart skibes ud fra værkstedet i Haverslev i Nordjylland.

De tre buffer-ordrer var en 1,5 MW eldrevet varmepumpe til Kongerslev Fjernvarmeværk, en 15 MW elkedel til Horsens Fjernvarme samt et dampkedelanlæg til pålægsproducenten Defco i Aarhus.

Nu er det i stedet Brønderslev Forsyning, Fjernvarme Fyn og lille nordjyske Astrup Kraftvarmeværk, der inden for nærmeste fremtid skal fyre op under energianlæg fra Krebs.

Brønderslev Forsyning skal have en gaskedel på 10 MW til sin spidslastcentral på Eventyrvej, Fjernvarme Fyn har investeret i en 25 MW elkedel til Fynsværket, mens det lille Astrup Kraftvarmeværk har investeret i en 0,5 MW luft-til-vand varmepumpe.

Læs også: Ny spiller på markedet for energianlæg: Det er en fordel at vi er små

Det er altså meget forskellige ordrer, der er tikket ind. Både geografisk, typemæssigt og størrelsesmæssigt.

Morten Krebs er selvfølgelig tilfreds med alle ordrerne, men især varmepumpen til Astrup Kraftvarmeværk er noget ganske særligt.

- Det er en ny type varmepumpe, der passer til de her små barmarksværker med en 2-400 forbrugere. Vi har ikke tidligere fundet noget, der passede, men nu har vi et nyt produkt, der passer både i effekt, størrelse, kvalitet og pris, fortæller Morten Krebs.

Nyuviklet propan-varmepumpe

Varmepumpen, som skal supplere Astrup Kraftvarmeværks eksisterende træpillekedel, skal levere varme til byens 174 forbrugere.

- Varmepumpen er en nyudviklet propan-varmepumpe, der kan levere 70°C vand ved en relativ god COP. Ved at køre i samdrift med for eksempel en pillekedel eller en gaskedel kan vi optimere på COP over året, forklarer Morten Krebs og tilføjer:

- Med den nye type varmepumpe er det muligt at levere et godt produkt, der passer til et mindre varmeværk. Vores erfaring viser at NH3-varmepumpeanlæggene i størrelse kontra pris er mest velegnet ved effekter over 1 MW.

Krebs A/S står for hele projektet i Astrup fra projektansøgningen til kommunen over aftaler med el-net-selskabet til idriftsætning.

Morten Krebs forventer, at der kommer en projektgodkendelse fra kommunen i løbet af november, og at anlægget kan idriftsættes i løbet af december 2020 eller januar 2021.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.297