23948sdkhjf

Global nedlukning giver milliardunderskud hos ISS

Fordi der i andet kvartal har været mindre at lave for ISS, er omsætningen dykket med 12,5 pct.

Da store dele af verden lukkede ned i andet kvartal grundet coronavirus, blev der samtidig mindre at lave for ISS.

Det har været med til at give lavere omsætning for den danske servicegigant. Det viser selskabets regnskab for årets første seks måneder.

I perioden fra april til juni har ISS, der blandt andet tilbyder rengøring for andre selskaber, i alt omsat for 16,8 mia. kroner.

Det er 12,5 pct. lavere i forhold til andet kvartal sidste år.

Baggrunden for den lavere omsætning er en tilbagegang i alle ISS' geografiske markeder.

Procentvist har tilbagegangen været størst i Nord- og Sydamerika, hvor der har været et fald i omsætningen på 24 pct. til 1,6 mia. kr.

Den faldende omsætning i andet kvartal har været med til at betyde, at ISS for hele første halvår har tabt 2,7 mia. kr. efter skat. ISS har ikke tal for resultatet i andet kvartal isoleret set.

I en skriftlig kommentar siger Jeff Gravenhorst, administrerende direktør for ISS, at første halvår har været ekstraordinært udfordrende på grund af den kombinerede påvirkning af coronavirus og et cyberangreb i februar.

- Vores finansielle udvikling har lidt fra tabet af omsætning og en forsinkelse af visse transformerende projekter, idet vi omprioriterede i løbet af krisen, siger Jeff Gravenhorst.

Direktøren fortsætter dog med at sige, at selskabet er begyndt at skifte væk fra krisehåndtering og tilbage til det normale arbejde.

- Den globale usikkerhed fortsætter med at være betydelig.

- Men vi er godt positioneret til at kapitalisere på den gradvise bedring og de positive og langsigtede strukturelle tendenser, siger Jeff Gravenhorst.

På grund af coronakrisen har ISS tidligere været nødt til at opsige en række af sine medarbejdere i Danmark.

I slutningen af juni meddelte selskabet, at 300 ud af omkring 7.500 ansatte i Danmark ville blive opsagt på grund af lavere aktivitet.

Selv om ISS er et dansk selskab, så udgør den danske medarbejderstab ikke det store i det samlede billede.

På verdensplan beskæftiger ISS lidt mindre end 440.000 medarbejdere.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125