23948sdkhjf

Markant færre konkurser i Danmark end Sverige under coronakrisen

Under coronakrisen har den danske nedlukning stået i kontrast til den delvise nedlukning i Sverige - tydeligt illustreret af, at grænsen mellem de to lande fortsat er lukket. Men også på området for konkurser er der stor forskel på, hvordan de to lande har klaret sig under coronakrisen.

Der har tidligere hersket usikkerhed om de danske konkurstal, fordi Sø- og Handelsretten og skifteretterne var i nøddrift fra 12. marts til 26. april 2020, hvilket har kunnet resultere i en ophobning af konkurssager. Med henvisning til det faldende antal konkurser i marts, april og maj 2020 er den usikkerhed dog nu væk, vurderer data- og analysevirksomheden Bisnode.

I perioden marts til juni 2020 blev der i Danmark registreret 44 pct. færre konkurser sammenlignet med samme periode sidste år, mens der i Sverige blev registreret 17 pct. flere konkurser. I alt gik 1.818 danske aktieselskaber og anpartsselskaber konkurs, mens tallet var 2.676 i Sverige.

- Der er en bemærkelsesværdig forskel på Danmark og Sverige, hvis vi sammenligner udviklingen i antallet af konkursbegæringer under coronakrisen. Indtil nu har argumentet lydt, at Sø- og Handelsretten og skifteretterne var i nøddrift, men usikkerheden er langt mindre nu, så det argument holder ikke længere, siger Christian Anders Elkjær, subject matter expert i Bisnode, og tilføjer:

- Vi kan samtidig se, at de svenske tal begynder at normalisere sig i juni måned, men vi ser dog et signifikant fald på 16,5 pct. over fire måneder fra marts til juni 2020.

Danske og svenske hjælpepakker kan nu sammenlignes
Både i Danmark og Sverige er de fleste konkursbegæringer i de første fire måneder af coronakrisen nu afsluttet. Derfor kan tallene bruges til at sammenligne landenes nedlukningsstrategier og ikke mindst hjælpepakkernes betydning for erhvervslivet.

- Statistik over antallet af konkurser er en god indikator for erhvervslivets helbred. Tallene kan også bruges til at sammenligne de forskellige nedlukningsstrategiers betydning for økonomien. På sigt kan statistikken også bruges til at evaluere, hvordan de enkelte landes økonomiske hjælpepakker til forretningslivet virker, siger Christian Anders Elkjær, og tilføjer:

- Den danske stats hjælpepakker i form af blandt andet kompensation for tabt omsætning, hjælp til faste omkostninger, hjælp til lønudgifter og udskydelse af skattebetaling er medvirkende årsager til faldet i antallet af konkurser i Danmark.

For tidligt at drage endelige konklusioner
Bisnode forventer flere konkurser i både Danmark og Sverige som følge af coronakrisen. Årsagen er, at mange virksomheder har fået udskudt betalingsfrister, og at hjælpepakkerne snart udløber.

- Den økonomiske håndsrækning til virksomhederne hjælper med likviditeten nu og her, men der kan opstå et problem meget snart, når de udskudte regninger skal betales samtidig med faste regninger. Vi forventer derfor at se flere corona-relaterede konkurser i fremtiden, så vi anbefaler vores kunder at følge deres kunders kreditværdighed nøje, mens krisen står på, slutter Christian Anders Elkjær.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.114