23948sdkhjf

Få et overblik: Klimaaftalen kort og godt

Et bredt flertal i Folketinget indgik natten til mandag en klimaaftale, som blandt andet opretter to energiøer og gør klar til en skattereform med afgift på CO2.

Klimaaftale for energi og industri 2020 indeholder følgende hovedelementer:

Grøn skattereform: Som en del af aftalen skal der efter sommerferien kigges på en grøn skattereform, som vil indeholde en CO2-afgift.

Mere havvind: Danmark påbegynder etableringen af to energiøer inden 2030. De to energiøer er på i alt fem gigawatt. Den ene ved Bornholm på to gigawatt og en i Nordsøen på tre gigawatt.

Derudover fremrykkes etableringen af havvindmølleparken ved navn "Park 2" på cirka en gigawatt ved Hesselø. De i alt seks gigawatt havvind er mere end tre gange så meget som Danmarks nuværende mængde havvind.

Energiøerne skal ikke kun producere strøm, men også på sigt kunne tilkoble teknologier, der kan lagre eller omdanne den grønne strøm til grønne brændstoffer. Altså også Power-to-X.

Der afsættes 800 millioner kroner årligt indfaset fra 2024 til fangst og lagring af CO2. Puljen medfører reduktioner på 0,9 millioner ton CO2 per år i 2030.

Grøn omstilling af industrien: Aftalen indeholder også initiativer, der bidrager til en grøn omstilling af industrien gennem energieffektiviseringer, elektrificeringer og mere biogas. Konkret afsættes der 2,5 milliarder kroner i 2020 til 2030 i form af en tilskudspulje til elektrificering og energieffektivisering i industrien.

Samtidig afsættes der 2,9 milliarder kroner frem til 2030 til biogas og andre grønne gasser, der er nødvendigt særligt i industrien, hvor grøn strøm ikke kan bruges.

Grøn varme til danskerne: Olie og gas skal ud og erstattes af grøn fjernvarme eller elektriske varmepumper. Aftalen indeholder derfor en lempelse af afgifterne på grøn strøm til opvarmning, samt forhøjede afgifter på sort varme.

Der gives støtte til udfasning af olie- og gasfyr samt støtte til at fjerne forbrugerbindingerne til naturgas. Konkret afsættes 2,3 milliarder kroner til at udskifte olie- og naturgasfyr med grøn varme. Varmepakken mindsker drivhusgasudledningerne med 0,7 millioner ton CO2 i 2030.

Grøn transport: De resterende midler fra puljen til grøn transport fremrykkes til 2020 og 2021. Derudover skal ekstra 50 millioner kroner målrettes blandt andet ladestandere, men også tung transport og færger.

Regeringen vil efter sommerferien 2020 præsentere en samlet sektorhandlingsplan for transport, fremgår det af aftalen.

Kilder: Finansministeriet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094