23948sdkhjf

Aalborg Forsyning og Aalborg Portland udvider og forlænger overskudsvarmeaftale

Aalborg Forsyning og Aalborg Portland har netop indgået en aftale, der forlænger aftalen om sidstnævntes levering af overskudsvarme fra cementproduktionen til forsyningsselskabets fjernvarmenet. 

Samtidig øges mængden af varme, der leveres, betragteligt. 

- Det er en stor og vigtig brik i den grønne omstilling, der nu er faldet på plads. Industriel overskudsvarme er en central del af Aalborg Forsynings strategi for fremtidens fjernvarmeleverance, og aftalen her betyder, at andelen af overskudsvarme fra Aalborg Portland stiger fra ca. 20 procent til ca. 28 procent i vores samlede energimix. Det er virkelig noget, der gør en markant forskel i vores bestræbelser på at omstille til grøn fjernvarme, siger bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings energiselskaber Lasse P.N. Olsen.

Samtidig er overskudsvarmeaftalen med Aalborg Portland ved samme lejlighed forlænget med 20 år. 

Eksisterende anlæg
Når aftalen sådan uden videre kan både øges og forlænges, er det ikke fordi Aalborg Portland har kørt en hel masse nye overskudsvarmeproducerende anlæg i stilling. 

Vicedirektør i Aalborg Energi Jesper Høstgaard-Jensen fortæller, at det er de eksisterende anlæg, der skal levere varmen. 

- Det er lykkedes for Aalborg Portland at optimere så meget på anlæggene, at de kan øge udbyttet af overskudsvarme, siger han. 

Flere muligheder
Jesper Høstgaard-Jensen fortæller, at det ikke bliver ved de 28 procent. Fremtiden byder på endnu mere overskudsvarme. I den anskuelse bakkes han op af direktør fra Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen. 

- Bæredygtighed er en integreret del af Aalborg Portlands strategi, og kan vi samtidig understøtte den grønne omstilling i Aalborg, er det en ekstra gevinst. Derfor giver det rigtig god mening for os fortsat at levere overskudsvarme til Aalborg Forsynings varmekunder. Det glæder os, at vi med den nye aftale ovenikøbet kan bidrage med at dække en markant større andel af varmeforbrugernes behov. Men faktisk er mulighederne endnu større, og det potentiale ser vi frem til at undersøge sammen med Aalborg Forsyning, siger han.

Hvilke muligheder, der helt konkret er tale om, holder parterne dog for sig selv lidt endnu. 

- Der er et større potentiale, men det er vi ved at kortlægge. Der er tale om en væsentlig større mængde varme, siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Støvsuget Aalborg
Aalborg har en lang tradition for at anvende overskudsvarme fra Aalborg Portland. 

Så da Aalborg Byråd i 2017 vedtog strategien for den grønne omstilling af varmeproduktionen, fik Aalborg Forsyning til opgave at støvsuge Aalborg Kommune for overskudsvarme

- Vi har gennem de seneste år lavet et benarbejde for også at få koblet små overskudsvarmeleverandører på fjernvarmenettet. F.eks. har vi fået en række butikker og virksomheder med på listen over leverandører, selvom Aalborg Portland fortsat - og særligt med den nye aftale - er den klart største leverandør af overskudsvarme. Grundlæggende kan vi rigtig godt lide tanken om at genbruge den energi, der allerede er produceret, så energien ikke skal produceres to gange, siger Jesper Høstgaard-Jensen, vicedirektør i Aalborg Energi Holding A/S.

Som et eksempel her på kunne Aalborg Forsyning tidligere i år indvie et overskudsvarmeprojekt sammen med virksomheden Asetek, hvor overskudsvarmen fra selskabets minidatacenter på Assensvej i Aalborg Øst sendes direkte ud i det aalborggensiske fjernvarmenet.

Fakta om samarbejdet

Aftalerne mellem Aalborg Portland og Aalborg Forsyning er udvidet og forlænget med 20 år. Aalborg Portland har siden starten af 1990'erne bidraget med overskudsvarme til Aalborg Forsynings fjernvarmeproduktion. 

Den årlige CO2-besparelse ved aftalerne er på ca. 150.000 ton, da overskudsvarme betragtes som 100% vedvarende energi. 

Med tillægsaftalerne vil Aalborg Portlands leverancer udgøre en øget andel af Aalborg Forsynings energimix, idet andelen vil stige fra ca. 20 procent til fremover at udgøre ca. 28 procent af det indkøbte energimix.

 Den ekstra mængde overskudsvarme svarer til ca. 7.500 husstandes forbrug.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.173