23948sdkhjf

Energitung sukkergigant vil lave grøn gas til danskerne

Fire måneder om året er der fuld tryk på sukkerfabrikkerne hos Nordic Sugar A/S på Lolland og Falster.

Læs også: Endnu et biogasanlæg koblet på gasnettet: Nature Energy åbner for hanerne

Produktionen af ca. 400.000 ton sukker baseret på sukkerroer, kræver så meget energi i processen, at der udledes 200.000 ton CO2, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

Dermed er virksomheden blandt Danmarks ti største energiforbrugere. Men virksomheden er også klar til at levere en massiv grøn omstilling ved hjælp af biogas.

- Det vil være oplagt at anvende roeaffald og andet organisk materiale fra eksempelvis landmænd i området til at øge produktionen af biogas. På den måde vil vi kunne droppe kul og olie som energikilde og komme tæt på 70 procents reduktion af vores CO2-udslip. Men det kræver, at biogassen kan sendes ud i et netværk hele året, fortæller Jesper Thomassen, adm. direktør i Nordic Sugar.

Forprojekt skal undersøge mulighederne
En gasledning som kobler de to fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster til det danske netværk af naturgas vil betyde, at energiindholdet i affaldet fra sukkerroerne kan leveres som biogas til gasnetværket i de otte måneder, fabrikkerne ikke sluger energien.

- Hvis vi skal lave en grøn løsning fremadrettet, så tror vi på biogassen. Men det kræver en vekselvirkning med det lokale gasnet, hvor vi også kan bidrage med biogas til andre i lokalområdet samtidig med, at vi får adgang til naturgas, siger han til DI Business.

Potentialet i en sådan gasledning vil nu blive kortlagt af de statslige energivirksomheder Energinet og Evida.

Evidas driftsdirektør, Søren Hylleberg, ser både potentiale i at genbruge bioaffald fra sukkerroerne og fra landbruget på øerne.

- Derfor er det nærliggende at se på, om vi kan skabe en cirkulær grøn løsning for Nordic Sugar, siger Søren Hylleberg.

Kan blive afgørende for produktionens fremtid
Overgangen til grøn energi er dog ikke gratis. Samlet kan investeringerne måske nå op omkring en milliard kroner, hvoraf en del af beløbet skal bruges på at bygge nye biogas-anlæg. Men naturgas-koblingen kan også blive afgørende for Nordic Sugars fremtidsperspektiver, pointerer Jesper Thomassen.

- Uden en kobling til netværket er der reelt en risiko for at danske fabrikker taber konkurrencen, for andre sukkerfabrikker i Europa har adgang til naturgas, og elektricitet egner sig ikke til produktion af sukker, siger Jesper Thomassen til DIBusiness.dk

Om Nordic Sugar
Nordic Sugar A/S har fabrikker på Lolland og Falster og beskæftiger 1.500 medarbejdere, hvoraf 500 i Danmark.

Fabrikkerne fremstiller hvert år ca. 400.000 tons sukker baseret på sukkerroer
Udleder ca 200.000 tons CO2, hvilket er mere end en halvering i forhold til niveauet i 1990.

Hovedparten af faldet skyldes en konsolidering, hvor antallet af fabrikker er skåret fra fem til to, hvilket sammen med en række investeringer har gjort produktionen mere energieffektiv.

Kommenter på artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141