23948sdkhjf

Vil have fat i de unge: Influencer skal sætte fokus på chaufførjobbet

Uddannelsesudbyderen Dekra har gennem FDE Fonden få bevilget 50.000 kr. til et nyt projekt, der skal lokke flere unge ind på chaufføruddannelsen.

Projektet består i, at Dekra vil engagere en influencer på de sociale medier, for på den måde at nå ud til de unge, som transportbranchen så desperat har brug for.

- Vi ved, at 50% af chaufførerne nu er over 50 år gamle, så der ligger en kæmpe opgave med at tiltrække nye kræfter til branchen. På Dekras erhvervsskole i Brøndby har vi god succes med at få de unge i gang på uddannelserne, men vi vil gerne styrke optaget endnu mere, fortæller marketing- og kommunikationsansvarlig hos Dekra, Thomas Hedegaard, til Transportmagasinet.

Helt nyt projekt
Dekra har aldrig tidligere arbejdet med influencere, men ideen opstod, da YouTuber Rasmus Brohave lavede en række videoer, hvor han var i ’praktik’ i forskellige jobs.

- Vi synes, det var en spændende ide, og det kunne være oplagt at lave noget lignende indenfor chaufførfaget. En influencer kan formidle vores budskab og få tale- og seertid til den målgruppe, vi gerne vil have fat i, siger Thomas Hedegaard.

De 50.000 kr. fra FDE Fonden bliver helt afgørende for, at projektet kan lade sig gøre.

- Fondsmidlerne giver os en mulighed, som man som virksomhed måske ikke ville have taget. For det er jo et projekt, der kommer til at blive en omkostning ud over det normale. Men nu tager vi springet og ser, om ikke det kan hjælpe med lidt positiv omtale af branchen.

Skal komme hele branchen til gode
Det fondsstøttede projekt kommer ikke kun Dekra til gode, men skal være en positiv reklame for hele branchen, forsikrer Thomas Hedegaard:

- Vi bliver godt nok afsenderen, men vi har fået bevillingen med det formål at markedsføre hele branchen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.157