23948sdkhjf
>

Falck får millionbøde i konkurrencesag med Bios

Københavns Byret udsteder en historisk stor bøde til Falck i sagen med Bios og Region Syddanmark

Falck er fredag blevet idømt en bøde på 30 mio. kr. i Københavns Byret for at have brudt konkurrenceloven i sagen om ambulancefirmaet Bios.

Læs også: Udenlandske ambulancekontrakter øger Falcks driftsoverskud

Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

- Det er dybt skadeligt, når en virksomhed misbruger sin dominerende position på et marked, siger specialanklager Niels Dengsø Kjærsgaard.

- Derfor er vi hos Søik (Bagmandspolitiet, red.) tilfredse med, at straffesagen mod Falck i dag er blevet afsluttet i Københavns Byret med en bøde på 30 mio. kr.

Det er den største bøde, der nogensinde er udstedt i en konkurrencesag i Danmark. Under de nye skærpede regler konkurrenceregler var det givet på forhånd, at en bøde ville ende på mindst 20 mio. kr.

Læs også: Skandaleramt Falck-chef trækker sig fra toppost i energi-virksomhed

Falck blev tidligere i år anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) af Konkurrencerådet.

Anmeldelsen kom, efter at Konkurrencerådet vurderede, at Falck havde misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for ambulancetjenester og dermed brudt konkurrencelovgivningen.

Bøden føjer dermed til den samlede regning for sagen, som Falck har måttet betale. I juni indgik selskabet et forlig med Bios' hollandske moderselskab og Bios' konkursbo.

Forliget lød på, at Falck udbetalte 152,5 mio. kr. til de andre parter.

Læs også: Falck Healthcare køber SundhedsDoktor

I en pressemeddelelse siger Falck-direktør Jakob Riis, at selskabet har betalt dyre lærepenge for sagen.

- Falck handlede i 2014-15 på en måde, der var uacceptabel, og som vi aldrig kommer til at gentage. Vi har siden arbejdet for, at noget lignende aldrig kan gentage sig, og vi har betalt for de tab, som sagens parter har lidt, siger han.

- Myndighedernes udmåling af bødestørrelsen afslutter sagen formelt. For Falck vil det altid være en påmindelse om, hvad vi aldrig gør igen.

Prisen til forliget endte med næsten at spise Falcks overskud i andet kvartal i år.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078