23948sdkhjf

Ny strategi: 190-årigt tømrerfirma i spidsen for renovering af gamle træmøller

Tømrer- snedkerfirmaet Karl D. Petersen etablerer et nyt firma med navnet Møllebygger Petersen Aps. Det skriver tømrerfirmaet i en pressemeddelelse.

Virksomheden har fået det sigende navn ”Møllebygger”, fordi virksomheden skal øge fokus på vigtigheden af at restaurere de gamle vind- og vandmøller rundt i landet, der med tiden har fået en vigtig plads i den danske kulturarv.

- Vores opgave og passion er at genskabe møllens autentiske udseende og dermed bevare den kulturarv, som ellers går tabt med tiden, siger tømrermester og møllebygger Morten Anker Petersen, der er 6. generation i Karl D. Petersen i Avnbøl mellem Sønderborg og Aabenraa.

190-årig lang tradition
Det er ikke nyt for Morten Anker Petersen at restaurere Danmarks gamle vind- og vandmøller. Faktisk har hans slægt gjort det gennem en 190-årig lang historie.

Alligevel har han nu valgt at oprette den nye virksomhed:

- Vi har i dag fået en størrelse, der gør, at vi finder det rigtigt at samle alle mølleaktiviteter i ét selskab. Dermed ønsker vi at sende et klart signal om, at vi betragter hele området med største seriøsitet. Vi ønsker at bevare de danske traditioner og værdier. De må ikke gå tabt, siger Morten Anker Petersen.

Den årelange erfaring er da også nødvendig for at løse opgaverne i det kommende Møllebygger Petersen.

- Det kræver årelang erfaring, dygtige og dedikerede medarbejdere at genopbygge og restaurere de gamle møller. Det er de originale og sjældne materialer, de særlige detaljer, sliddet og patinaen, der giver møllerne sjæl og karakter, siger manden bag den nye virksomhed.

Karl D. Petersen beskæftiger i dag mere end 20 projektledere og håndværkere, som udfører alle traditionelle byggeopgaver, men også restaurerer vind- og vandmøller samt bevaringsværdige ejendomme.

Virksomheden har de senere år stået for blandt andet renoveringen af den bevaringsværdige vagtstuebygning på Gråsten Slot og istandsat vinger og møllehat på Dybbøl Mølle.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125