23948sdkhjf

Uddannelse afgør mandlige medarbejdernes orlov

Fædre der er medlem af LO tager markant mindre barsel end fædre, der er medlemmer af FTF eller Akademikerne.
Fædre, der er tømrere, malere og chauffører tager markant mindre barsel end fædre, der er skolelærere, pædagoger og akademikere.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at fædre, der er medlemmer af fagforbund under LO, tager markant mindre barsel end fædre, der er medlemmer af fagforbund under FTF og Akademikerne.

Det betyder, at fædre med ingen eller kortere uddannelse tager langt mindre barsel end fædre med mellemlange eller lange videregående uddannelser.

Næstformand i LO, Nanna Højlund, peger på arbejdspladskulturen som markant faktor for de kortere uddannede fædres barselsorlov.
- Med LO-fædrene har vi at gøre med en arbejdspladskultur-forskel, som giver et stærkt udslag i dette tilfælde, siger Nanna Højlund til Avisen.dk .

På flere arbejdspladser inden for det felt er det ikke unormalt, at man skal give såkaldt kvajebajer eller kvajekage, hvis man som far vælger at tage barsel. Det handler ifølge Nanna Højlund således også om måden, hvorpå vi taler om, at fædre tager barsel.

Ligestillingsordfører for Venstre, Mads Fuglede, peger ligeledes på de store kulturforskelle, der ses ude på arbejdspladserne.

- De højtuddannede og arbejdspladser med en bedre kultur for at tage orlov har færre problemer. Nogle steder skal man jo give kvajebajer, hvis man går på barsel, så der er en helt skæv kultur omkring det, siger Mads Fuglede til Avisen.dk.

Socialdemokratiet ønsker, at flere danske fædre tager forældreorlov. Derfor er de kommet med forslaget om en barselsmodel, hvor de 32 uger, som forældrene har ret til, som udgangspunkt bliver fordelt lige mellem forældrene. Ligestillingsordfører for Socialdemokratiet Rasmus Horn Langhoff mener, at det vil gøre en kæmpe forskel at tildele mænd deres egne rettigheder på området.

- De får rettigheder, som ingen kan tage fra dem. De skal ikke bede om det, slås for det, kæmpe for det eller forhandle sig til det. Derfor vil det være en styrkelse for fædres reelle muligheder for at holde orlov med deres børn, siger Rasmus Horn Langhoff til Avisen.dk.

Han mener også, at det vil gøre en forskel på arbejdspladserne, fordi kulturen i høj grad afholder fædre fra at holde barsel.

- Hvis der bliver kigget skævt til det at holde orlov som far, er det en større kamp for fædrene at holde det. Ofte skal der bare et par himmelvendte øjne til, siger Rasmus Horn Langhoff.

Flere eksperter peger dog på, at selvom ønsket om en kulturændring er en god tanke, så er øremærket barsel til mænd et nødvendigt redskab. En af dem er Kenneth Reinecke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet.

- Man bliver nødt til at øremærke nogle barselsperioder til fædrene. Hvis man ikke gør det, så sker der det, at fædrene ikke er klar over deres rettigheder, og mødrene føler måske, at de har monopol på barslen, siger Kenneth Reinicke til Avisen.dk.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094