Det oplyser Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.
- Jeg har i dag - efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd - besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil to uger, skriver Mette Christensen.
Dermed vurderer hun, at et forlig er muligt.
![]() |
Her er scenarierne for Forligsinstitutionen
Forligsmand kan gennemtvinge forhandlinger, give op eller nå frem til et forlig, som parterne nikker ja til.
Se tre mulige scenarier for det kommende forløb her:
Fagforeningerne har varslet strejke, mens arbejdsgiverne har svaret igen med lockout. De kan træde i kraft fra henholdsvis 8. og 12. maj, men faktisk kan det blive endnu tidligere.
* Hvis forhandlingerne står helt i stampe, kan forligsmand Mette Christensen når som helst vælge at give op. Herefter kan de varslede konflikter bryde ud på femtedagen efter.
* Hvis der fortsat er gang i forhandlingerne, men brug for mere tid, kan forligsmanden vælge at udskyde de varslede konflikter i to uger, hvorefter de kan bryde ud på femtedagen. Det kan forligsmanden maksimalt gøre to gange, så det er dermed ikke længere en mulighed.
* Der kan også komme så meget skred i forhandlingerne, at arbejdsgivere og lønmodtagere i stat, regioner og kommuner enten selv bliver enige eller nikker ja til et mæglingsforslag. Det skal herefter sendes til afstemning hos arbejdsgivere og lønmodtagere.
Kilder: Forligsinstitutionen.
- Nu har vi et nyt møde på fredag, og vi har fået at vide, at vi skal tage soveposen med. Forligsmanden valgte at skubbe det igen. Jeg tror ikke, at vi skal forhandle i 14 dage. Jeg tror, vi skal forhandle på fredag, og det er det, siger Anders Bondo Christensen.
Læs også: Hjælp under storkonflikten kan give ansatte en ekstra skatteregning
Statens chefforhandler, Sophie Løhde (V), tager forligsmandens beslutning om at udskyde konflikten til efterretning. Hun ærgrer sig dog over, at parterne ikke nåede en løsning tirsdag.
- Vi har haft rigtig gode forhandlinger, men jeg er også ærgerlig over, at vi ikke blev færdige. Nu må vi trække i arbejdstøjet igen fredag, siger Sophie Løhde.
Forligsmanden har understreget over for parterne, at der er tavshedspligt under forhandlingerne. Det fortæller både FOA-formand Dennis Kristensen og kommunernes topforhandler Michael Ziegler.
I første omgang meldte Mette Christensen til parterne, at det ikke var en mulighed at lade de langstrakte forhandlinger fortsætte natten ud.
Inden midnat skulle der ligge en aftale klar, ellers ville det ende i en storkonflikt, lod hun ifølge DR Nyheder og TV2 parterne vide.
Senere gav forligsmanden alligevel forhandlerne ekstra tid. Det skete, da arbejdsgiverne i sidste øjeblik fremsatte et absolut sidste tilbud til lønmodtagerne.
Læs også: Sådan vil en storkonflikt ramme transportbranchen
Forslaget indeholdte ifølge TV2 en lønforhøjelse på otte procent over de næste tre år. Det blev hurtigt afvist af lønmodtagerne, hvilket sendte Mette Christensen ud i et dilemma.
Nu hvor storkonflikten er udskudt, kan strejken i stedet begynde 8. maj, mens den varslede lockout kan starte 12. maj.
Men konflikten kan også bryde ud hurtigere, hvis forligsmanden erklærer sammenbrud tidligere.
Hvis forligsmanden for eksempel i weekenden erklærer, at der ikke er mere at forhandle om, går konflikterne i gang fem dage efter.
/ritzau/