23948sdkhjf

Kvinder skal lære at være "grådige"

Fredagsbog: Kvinder går glip af millioner, fordi de ikke investerer deres penge i samme grad som mænd. De betragter ofte investeringer som ”umoralske”. Men herved går de også glip af den frihed, som penge giver. Forfatter forsøger at lære kvinder at investere. Bogen kan også bruges af mænd.
Kvinder er gennemgående lidt mere venstreorienterede end mænd.

Det skyldes bl.a., at en stor del af dem er ansat i den offentlige sektor, hvor deres opgave er at tage sig af andre mennesker, som af den ene eller anden grund har brug for hjælp. Fordi de er syge, fordi de skal passes, plejes, analyseres eller have gode råd . Og sådan noget må man ifølge mange kvinder helst ikke tjene penge på.

At investere sine penge er i nogle kvinders øjne udtryk for grådighed. At få sine penge til at yngle er umoralsk - noget kun mænd i blå business-habitter og spidse sorte sko gør.

De samme kvinder står ofte meget fast på lige rettigheder for kønnene og lige løn for lige arbejde. Det har de i store træk også opnået.
Men når det kommer til formuen, så halter kvinder efter. Mange af dem investerer ikke deres penge, men anbringer dem på en bankkonto uden renter. Derfor er deres formuer og deres pensionsopsparing mindre end mænds.

Det har Louise Fredbo-Nielsen, ung fremtidsforsker, sat sig for at gøre noget ved.
I en ny bog ”Sæt kursen”, vil hun lære kvinder at investere.

Målet er at give dem den frihed, som penge nu en gang giver. Til f. eks. at leve et liv som superførtidspensionist, hvor man forfølger sine interesser. Eller til at finansiere pauser i arbejdslivet, hvor man for en stund træder ud af hamsterhjulet og videreuddanne sig. Eller til at investere i virksomheder, som vil gøre verden bedre, og det vil mange kvinder jo.

I processen har forfatteren indhentet råd hos kendte kvinder, der er kommet i gang med at investere.

Kvindelig aktiekultur

Bogen er hurtigst læst med en masse let forståelig information om investeringsformer, praktiske anvisninger og gode råd, som også mange mænd kan have glæde af. For hvert kapitel er der opsummeringer og øvelser, som gør dig bedre til at analysere din livssituation, din privatøkonomi, sætte dine økonomiske mål og fastlægge din investeringsstrategi.

Læs også: Fredagsbog: Skibsrederen var for længe om at gå fra borde

Faktisk viser undersøgelser, at de kvinder, der investerer deres penge i stedet for at sætte dem på en konto i banken, i gennemsnit klarer sig bedre end mænd. Bl.a. fordi de er mere vedholdende, når de først har lagt en strategi. De handler ikke aktier i tide og utide, som mange mænd gør.

At det forholder sig sådan, er det radikale folketingsmedlem Ida Auken et eksempel på.
Selvom om hun postulerer, at hun aboslut ikke ved noget om investeringer, vandt hun faktisk et aktiespil for folketingspolitikere ved Folkemødet på Bornholm sidste sommer.

Læs også: Fredagsbog: Nyttig håndbog om at gå i banken

Det er Louise Fredbo-Nielsens påstand, at man på otte uger kan blive en rigtig god investor. Hendes bog er nemlig opdelt i otte kapitler, som man kan tage til sig lidt af gangen.

Det ville være fint, hvis flere kvinder blev aktive investorer. Det ville også give nogle kvinder et mere nuanceret samfundssyn.
Til næste år åbnes der mulighed for at oprette en særlig aktiesparekonto, som skal gøre det lettere og skattemæssigt billigere for ”almindelige mennesker” at investere i aktier. Her kan man i første omgang indsætte 50.000 kr. Det er god måde at komme i gang på.

Der er al mulig grund til at anbefale Louise Fredbo-Nielsens bog. Især for kvindernes egen skyld. Men der er samtidig store samfundsmæssige perspektiver i at få danske kvinder engageret i en ny dynamisk, folkelig aktiekultur, som vi f. eks. kender den fra feminismens kerneland, Sverige.


FREDAGSBOGEN:

Titel: Sæt kursen
Forfatter: Louise Fredbo-Nielsen
Pris: 249 kr.
Sider: 196
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.172