23948sdkhjf

Digitale platforme tæt på at være arbejdsgivere

20.000 arbejder for digitale platforme uden basale rettigheder
Flere end 20.000 personer gør rent, slår græs, maler, flytter eller passer fremmede menneskers børn igennem en såkaldt digital platform, der formidler arbejdskraft fra dansker til dansker.

Hver uge skriver mellem 200 og 400 danskere sig op til at arbejde igennem en platform.

Ugebrevet A4 har gennemgået de fem største platformer, og her er nu 20.964 profiler. Nogle har én opgave om måneden, mens andre arbejder fuld tid igennem platformen.

Men fordi de fem platforme, som ugebrevet har set på, afviser at være arbejdsgivere, har platforms-arbejderne ikke ret til fx løn under sygdom, barsel og pension. De mangler det sociale sikkerhedsnet, som følger med at være lønmodtager.

Men så enkelt er det ikke, vurderer Marie Jull Sørensen, som er lektor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet og medlem af ekspertpanelet for platformsøkonomi, som er nedsat af HK og Akademikerne.

- De ligger alle sammen på grænsen, og de platforme, der virkelig går ind og definerer ydelsen, de bevæger sig altså over imod en arbejdsgiverrolle, siger hun til Ugebrevet A4.

Der er elementer, der lugter af arbejdsgiver, lyder det også fra Per Kongshøj Madsen, som er professor emeritus på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet og bidragyder til Nordisk Råds analyse af platformsøkonomien på de nordiske arbejdsmarkeder.

- Den type platforme, som formidler arbejdsopgaver, udnytter systematisk den velkendte juridiske gråzone mellem lønarbejde og andre former for beskæftigelse til at udvikle deres forretningskoncepter, siger han.

- Det handler om pension, feriebetaling, løn under sygdom og barsel. Alle de ting, man har som lønmodtagere, hvis jeg kommer i knibe. Der følger en række række rettigheder med en ansættelseskontrakt, så ud fra et sikkerhedssynspunkt ville jeg foretrække at være fastansat frem for at arbejde igennem en platform, siger Per Kongshøj Madsen.

I sidst instans vil det være op til en dansk domstol at besluttet, om platformene er arbejdsgivere.

Hos de to rengøringsplatforme skal man igennem en screeningsproces, som involverer en personlig samtale. Hos en anden kan man vælge at komme til en personlig samtale for at blive verificeret, så man kan få flere jobs. De tre platforme forbeholder sig retten til at deaktivere en profil, hvis den pågældende får dårlige omtaler eller klager fra kunderne.

Hos to får man en fast timepris på minimum 120 kroner, mens man på andre selv fastsætte en timepris. En udbetaler et samlet honorar en gang om måneden, To andre udbetaler per job, mens de sidste to ikke har noget med betalingen at gøre.

De to går fri på stort set alle de punkter, der peger i retningen af en arbejdsgiverrolle, vurderer eksperterne.

De minder mere om elektroniske opslagstavler, hvor man skal betale penge for at hænge et opslag op eller for at få adgang til kontaktinformation. Herefter blander de sig stort set ikke i det videre forløb.

Det gør til gengæld de to rengøringsplatforme Happy Helper og Cleady samt platformen meploy, som formidler alle former for ufaglært arbejde til både private og virksomheder. Og så tager de mellem 10 og 20 procent af prisen, hver gang der gennemføres et job igennem deres platform.

Men platformene kan slet ikke sammenlignes med traditionelle arbejdsgivere, mener David Furland Ree, som er direktør for Cleady.

- Når du er ansat, skal du eksempelvis arbejde 37 timer om ugen, og din arbejdsgiver kan diktere, hvornår du skal arbejde. Hos os kan du jo tage de opgaver, du har lyst til. Vi kan ikke diktere, hvornår og hvor meget du skal arbejde. Så vi er ikke en rengøringsvirksomhed, men en IT-platform, siger han .

Heller ikke Happy Helper har noget at gøre med en arbejdsgiver i traditionel forstand, forklarer medejer Adam Sebastian Hjorth.

- Vi er en platform, der formidler kontakt mellem folk, der ønsker rengøring med en nem digital bookingproces og Helpers, der ønsker at gøre rent hos folk for at supplere deres indtægt i øvrigt. Lidt ligesom en datingside, siger han.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.156