Ifølge en undersøgelse, der blev foretaget af Deloitte forrige år, har 14 pct., af medarbejdere svært ved at slappe af fra jobbet, selv om de er på ferie. Undersøgelsen viste også, at kvinder har sværere ved at slappe af end mænd, og unge har sværere ved at slappe af end ældre.
- Det kan faktisk være ret vanskeligt at gå fra hektisk hverdag til afslappet ferietilstand fra den ene dag til den anden. Mange af os er jo vant til at være uhyre effektive på arbejdet og have mange bolde i luften. Det betyder også, at vi føler et stort ansvar for, at tingene kører, selv om vi er væk, forklarede partner i Deloitte Peter Mølkjær dengang.
Sæt bekymringerne på pause
I undersøgelsen mente fire ud af ti, at de bruger ferien til at kompensere for manglende samvær med familien.
Læs også: Unge lederes arbejdsiver i ferien irriterer familien
- Det er klart, at er man i underskud med familien pga. en travl hverdag, er det ekstra vigtigt, at man er mentalt til stede, når man endelig har chancen for at være sammen. Man skal også huske, at det jo påvirker det ens omgivelser, hvis man har tankerne et helt andet sted. Vil man være til stede i nuet, er man ganske enkelt nødt til at parkere bekymringerne, forklarede han dengang.
Føler du, at du kan slappe tilstrækkeligt af fra jobbet, mens du er på ferie?
• 14 pct. af alle medarbejdere svarer nej
• 16 pct. af kvinderne svarer nej
• 13 pct. af mændene svarer nej
• 17 pct. af ledere svarer nej
• 21 pct. af de unge mellem 18 og 29 år svarer nej
Kilde: Deloittes sommerferieanalyse 2016
Læs også: Undersøgelse: Både chefen og de ansatte får stress af dårlig ledelse
- Generelt har mennesker, der er ekstremt pligtopfyldende, svært ved at give slip på kontrollen. Og så er evnen til at slappe af altså også et spørgsmål om erfaring. Jo flere gange man har oplevet, at alting jo ordner sig i sidste ende, des bedre er man i stand til at puste ud og lade stå til. For nogle er det let at gøre, for andre kræver det mental træning. Men det er noget, der kan læres af alle, lød rådet fra Peter Mølkjær.
Tal om problemet
Han opfordrede de pligtopfyldende til at tale åbent om problemet og ikke mindst være ærlige over for familien.
- Hvis man går og tumler med ting fra jobbet, kan man lige så godt melde det åbent ud. Rent faktisk kan det være en befrielse at tale om det med både kollegerne og familien derhjemme. Når man deler sine bekymringer, fjerner man vægten fra sine skuldre. Det kan være et vigtigt første skridt på vejen til at få renset tankerne.
Analysen blev gennemført af Epinion for Deloitte med repræsentativt udvalgte danskere samt 899 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.